Solen skinnede ind gennem vinduerne og gjorde det unødvendigt at have lyset tændt denne eftermiddag i Glassalen i DGI-Huset i Vordingborg. Og godt for det. Business Vordingborg havde inviteret virksomheder til møde om de tårnhøje energipriser. De rammer erhvervslivet hårdt – for energikrisen bliver et langt sejt træk
Og budskabet fra oplægsholderne var klart. Det bliver et langt sejt træk for alle før priserne på el og gas falder til det niveau vi kendte, før verden blev ramt af Corona, forsyningskrise, tørke, inflation og krig.
25 erhvervsfolk havde taget mod invitationen og på trods af solskin gennem vinduerne var det ikke just lyse og muntre budskaber de fik fra mødets tre energieksperter.
Det var Kristian Rune Poulsen, energianalytiker fra Green Power Denmark, Christian Ellekær og Henrik Holm-Hansen fra Andel Energi.
Kristian Rune Poulsen er energianalytiker fra brancheorganisationen Green Power Denmark. Han er en af de mest vidende om hvorfor energipriserne er gået amok og steget til et niveau som ingen i deres vildeste fantasi havde forestillet sig.
”Nu tæller vi kilowatt priser i kroner og ikke længere i ører,” konstaterede Kristian Rune Poulsen tørt under sin gennemgang af hvilke faktorer, der bestemmer prisen på elektricitet.
Og hvor slemt det bliver og i hvor lang tid det vil vare afgøres af hvor kold en vinter, der venter os. Hvis den bliver kold og stille, vil elprisen blive meget høj. Og hvis den bliver som vi oplever efteråret lige nu med lunt, klart og blæsende vejr, så vil det holde elpriserne fra at stige al for voldsomt.
“Det bliver et langt sejt træk, og vi skal igennem de to næste vintre før vi kommer til at se en mærkbar forbedring og fald i energipriserne. I 2024 begynder det at se bedre ud.”
Konsulent Kristian Rune Poulsen | Green Power Denmark
Årsagen til energikrisen er ifølge Green Power Denmark en kombination af følgende:
- Høje priser på gas, olie og kul – de er tidoblede
- Mindre vind i 2021
- Tørke der gav mindre strøm fra A-kraftværker og mindre vandkraft
- Mere energi produceret på gasfyrede kraftværker
Det er gaskraftværkerne, som de sidste og dyreste i produktionskæden, der sætter elprisen og dermed bliver elprisen høj selvfor den strøm, der er produceret billigt af sol og vind.
Sådan bliver prisen på elektricitet bestemt
”Grunden til at vi oplever de store udsving i elprisen er netop de dage hvor det blæser meget og solen skinner. Det giver masser af billig grøn strøm og det holder prisen nede. Samtidigt er der stabilitet i markedet hvad angår gasleverancer og derfor ser vi lavere priser nu,” siger Kristian Rune Poulsen.
Ifølge Green Power Denmark bliver det den vedvarende energi fra sol og vind, der skal redde os de kommende år. Vind og sol giver dyk i elprisen.
”Lagrene af gas i Europa er lige nu helt fyldte, og vi er ikke afhængige af russisk gas. Det er også med til at holde prisen nede fra de rekordhøje niveauer vi oplevede i august. Men hvis vi får en kold vinter og ikke får reduceret gasforbruget med 15 % risikerer vi at løbe tør for gas til februar,” lød advarslen fra Kristian Rune Poulsen.
“Al salg af el på fastprisaftaler er suspenderet indtil videre, fordi vi taber penge på det.”
Key Account Manager Christian Ellekær | Andel Energi
Christian Ellekær, er account manager for erhvervskunder i Andel Energi. De leverer strøm til langt de fleste virksomheder i Vordingborg kommune, og Christian kunne i sit oplæg bekræfte alt hvad energianalytikeren havde fortalt.
”Al salg af el på fastprisaftaler er suspenderet indtil videre, fordi vi taber penge på det. De eksisterende aftaler står ved magt, men de bliver ikke fornyet når de udløber. Al strøm bliver solgt til variabel pris,” siger Christian Ellekær fra Andel Energi.
Før energikrisen udgjorde den rå elpris 15 % af den samlede elregning og i dag udgør den 50 % af den samlede regning. Andelen af fastprisaftaler lå tidligere omkring 75 % og langt de fleste erhvervskunder er nu på en aftale med variabel pris.
For at illustrere hvor meget priserne for virksomhederne er steget kom Christian Ellekær med dette eksempel, hvis Andel Energi skulle have fortsat med at tilbyde fastpris aftaler.
I 2022 koster den rå el 28 til 32 øre per KWh på en fastprisaftale, og hvis der skulle indgåes fastprisaftaler i 2023 ville prisen stige til 281 øre, i 2024 148 øre og i 2025 110 øre.
Det er en stigning på 900 % – altså en ni-dobling af elprisen, hvis den skulle handles på en fast aftale i 2022. Samt at prognosen viser, at virksomhederne kommer til at døje med de høje elpriser i en del år selvom niveauet er faldende.
”Det bliver dyrt og hårdt den kommende tid, men der er ikke noget at gøre ved det. Priserne vil falde på sigt, men lige nu handler det om at knibe balderne sammen og vente på at markedet normaliseres og priserne kommer ned igen, ” slog Christian Ellekær fast.
Skrevet af Søren Knudsen
Presse- og kommunikationsrådgiver
T: +45 20 40 95 92