Borg Inventar i Stege får ny direktør

af | 24. jun 2025 | Erhvervsnyheder

Kasper Borg overtager direktørposten i familievirksomheden Borg Inventar A/S efter sin far, Knud Borg. Han vil med en ny og mere datadrevet strategi professionalisere virksomheden og skabe en endnu mere robust forretning ved at drive den, som om den skulle sælges. Det indebærer blandt andet et øget fokus på arbejdet med den grønne omstilling, etablering af en professionel bestyrelse og udvidelse af forretningsområderne.

Fra barndommens håndfoldede reklamefoldere til direktørstolen i en virksomhed med 17 ansatte. Kasper Borg har altid været en integreret del af Borg Inventar A/S, og rejsen tager nu en ny retning, hvor data og professionalisering skal bane vejen for fremtidig vækst.

Borg Inventar startede i 2002, da Knud Borg som ufaglært montør indgik en kontrakt med Statoil (nu Circle K) om at montere inventar på deres tankstationer. Virksomheden voksede organisk, og snart var både Kaspers mor og Kasper og hans brødre involveret i driften.

LÆS OGSÅ: Borg Inventar er Danmarks bedste problemknusere

Denne tætte familiedynamik har formet virksomheden, hvor store beslutninger altid er taget i fællesskab. For Kasper Borg føles direktørskiftet også mere symbolsk end som en pludselig omvæltning, for han har altid har været en del af beslutningsprocesserne. Han glæder sig dog nu til at have opgaven med at sætte retningen for forretningen.

Kort om Borg Inventar A/S

  • Speciale: Montage, vedligehold og modernisering af butiksinventar – bl.a. på tankstationer og i detailbutikker.

  • Typiske opgaver: Opsætning af inventar, reparationer, modernisering og specialtilpassede løsninger.

  • Kunder: Bl.a. Circle K og Power – ofte med opgaver, der kræver hurtig handling og skræddersyede løsninger.

  • Nye fokusområder: Overvejer at udvide med større opgaver som fx. facade- og tagarbejde samt byggeprojekter.

  • Bæredygtighed: Øget fokus på grøn omstilling og måling af CO₂-aftryk, planer om flådestyring med GPS.

  • Etableret: I 2002 i Stege, Vordingborg Kommune.

  • Organisation: Ca. 17 ansatte, familieejet virksomhed.

Fra intuition til datadrevne beslutninger

Hvor Knud Borg har drevet virksomheden på intuition, lægger Kasper Borg an til en mere datadreven metode. Kasper Borg er uddannet datamatiker, og et af hans første skridt i professionaliseringen bliver implementeringen af flådestyring med GPS i bilerne. Et initiativ, der skal optimere ruteplanlægningen og potentielt muliggøre en gradvis overgang til elbiler.

Dette initiativ er også et konkret eksempel på Kasper Borgs ønske om at kortlægge virksomhedens CO2-aftryk, som i sig selv er et skridt i retning mod en mere omfattende ESG-rapportering.

“Jeg gør ikke noget, før jeg har tal på de forskellige ting. Generelt er jeg ekstremt datadrevet,” siger Kasper Borg.

“Hvor min far har kørt på intuition hele sit liv, kører jeg lidt mere efter, hvad tallene siger”, forklarer Kasper Borg.

Kasper Borg erkender, at en fuld ESG-rapport er en stor opgave for en mellemstor virksomhed som Borg Inventar A/S, men han understreger vigtigheden af at forstå og dokumentere virksomhedens miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige påvirkning.

“Det er ikke noget, der kommer til at ske fra den ene dag til den anden, men jeg har en plan om, at vi i 2026 får etableret en professionel bestyrelse, så vi som familie kan få input fra eksterne kompetencer. Man skal altid forsøge at drive en virksomhed fremad, og det vil jeg rigtig gerne gøre på den mest ansvarlige måde”, siger Kasper Borg

“Det føltes først lidt fjollet, men det har vist sig at være vigtigt at have sådan nogle regler.”

Kasper Borg | direktør, Borg Inventar A/S

Direktør og ejer hos Knudsen Extrusion Peter Rosenkrands

Kasper Borg er ny direktør i Borg Inventar A/S, og han har planer om at etablere en professionel bestyrelse og udvide forretningsområderne udover montage af butiksinventar. Foto: Business Vordingborg.

Familieforfatningen er fundamentet

Som Borg Inventar er organiseret i dag, så er bestyrelsesmedlemmerne udelukkende medlemmer af familien. For nogle år siden blev Knud Borgs enkeltmandsvirksomhed omdannet til det aktieselskab, det er i dag, og familien indførte en familieforfatning.

Familieforfatningen klarlægger reglerne for, hvordan de indbyrdes må opføre sig i forhold til hinanden. For eksempel kan direktøren ikke enevældigt fyre en bror eller ansætte en kæreste.

“Det føltes først lidt fjollet, men det har vist sig at være vigtigt at have sådan nogle regler,” siger Kasper Borg om familieforfatningen, som han gerne vil anbefale andre familievirksomheder at have.

Se: Borg Inventars familieforfatning (pdf)

“Alene det, at vi har reglerne skrevet ned på et stykke papir, og at vi er enige om at følge dem, har et par gange gjort, at vi har kunnet tage nogle uenigheder i opløbet og fået snakket om tingene, før de udviklede sig uheldigt. Den er virkelig guld værd”, siger Kasper Borg.

Kigger man på eksperternes gode råd til drift af familieejede virksomheder, så er det slet ikke så tosset med sådan en nedskrevet aftale mellem ejerne. Det indgår for eksempel i punkt 1 i Center for Ejerledede Virksomheders “12 anbefalinger til god ejerledelse” fra Copenhagen Business School (CBS).

“Jeg tror på, at man skal drive en virksomhed, som om den skulle sælges.”

Kasper Borg | direktør, Borg Inventar A/S

Direktør og ejer hos Knudsen Extrusion Peter Rosenkrands

En professionel bestyrelse og nye forretningsområder

Borg Inventars fremtid indebærer etableringen af en professionel bestyrelse.

Kasper Borg fremhæver, at en grundig analyse af virksomhedens behov vil være afgørende for at finde de rette profiler til bestyrelsen. Ifølge Kasper Borg handler det om at strukturere og beskrive alle arbejdsgange, så eksterne medlemmer nemt kan skabe værdi.

“Jeg tror på, at man skal drive en virksomhed, som om den skulle sælges. Ikke fordi, vi har noget umiddelbart ønske om at sælge, for det har vi ikke, men fordi det giver sådan en systematisk tilgang til driften. Vi kan skabe klare planer og beskrive processer og forskellige scenarier, så vi bliver mere robuste og effektive”, siger Kasper Borg.

Han sigter desuden mod at udvide forretningsområderne og tiltrække flere forskellige kunder, så virksomheden bliver mindre afhængig af de få store kunder, som de er i dag.

“I stedet for udelukkende at fokusere på inventarmontage, så kunne jeg godt forestille mig, at vi kan bruge medarbejdernes kompetencer inden for tømrer- og snedkerarbejde til at påtage os mere omfattende opgaver. Det kunne for eksempel være facade- og tagarbejde på tankstationer – eller måske endda bygge eller renovere ejendomme”, siger Kasper Borg.