Baltic Sea Suppliers – Det gælder om at være klar

af | 23. sep 2021 | Baltic Sea Offshore Hub, Erhvervsnyheder

Baltic Sea Suppliers er et netværk af virksomheder, der er klar til at assistere og servicere de vindmølleoperatører, der driver de store havvindmølleparker i Østersøen. Baltic Sea Suppliers består af godt 50 virksomheder, der er beliggende i Vordingborg, Faxe, Stevns og Guldborgsund kommuner.

En af dem er Vattenfall, der fra det nybyggede servicecenter på Klintholm Havn driver Skandinaviens største havvindmøllepark Kriegers Flak. Hver morgen får Vattenfalls team af vindmølleteknikere leveret morgenmad og madpakker fra Hotel Residens Møen i Stege.

Hotellet har fået ordren på at levere mad til de sultne vindmølleteknikere, der hver morgen sejler ud fra Klintholm Havn med kurs mod Kriegers Flak.

Christian Petersen er direktør for Hotel Residens Møen og formand for Baltic Sea Suppliers, der er en sammenslutning af lokale virksomheder, der arbejder for at få opgaver hos vindmølleoperatørerne på Klintholm Havn.

Christian Petersen Baltic Sea Suppliers

”Alle virksomheder har det til fælles, at de gerne vil vindindustrien og gerne vil stille sig til rådighed i forhold til at yde services og leverancer til de her store leverandører og underleverandører til vindindustrien i Østersøen,” siger Christian Petersen, formand for Baltic Sea Suppliers.

Klintholm Havn er under forvandling fra en fiskeri- og lystbådehavn til servicehavn for de store vindmølleparker i Østersøen. Allerede nu er der to operatører på havnen. Det er Vattenfall, der servicerer Danmarks største vindmøllepark på Kriegers Flak og EnBW, der servicerer vindmøllerne på Baltic 2.

Begge virksomheder efterspørger lokale virksomheder, der kan løse opgaver for dem.

”En stor operatør som Vattenfall eller EnbW  – når de først er etableret her lokalt, så har de en lang række behov som skal løses. Det er mad, det er overnatning, det er en elektriker når tingene går i stykker – det er en smed, der kan reparere en båd. Det kan være en lang række ydelser, og der skal man simpelthen sørge for at holde sig til,” siger Christian Petersen.

Baltic Sea Suppliers har som hovedopgave at gøre det enkelt og nemt for vindmølleoperatørerne at få løst en opgave af lokale virksomheder. Det handler i al sin enkelhed om, at operatørerne og deres underleverandører kan henvende sig et sted for at få levering af de ydelser, som de har behov for.

Før virksomheder går ind i Baltic Sea Suppliers skal de gøre sig klar til at kunne levere service døgnet rundt på alle årets dage.

”Vigtigst af alt er at man også får den præmis med, at når Siemens eller en af de andre vindmølleoperatører har behov for at få løst en opgave, så skal man være der. Så skal man være parat til at løse opgaven og smide hvad man har i hænderne for at komme til fadet. Og er man det – så ringer de også igen,” pointere Christian Petersen.

Se videoindslag om Baltic Sea Suppliers

 

Denne artikel er skrevet af Søren Knudsen

Presse- og kommunikationsrådgiver

T: +45 20 40 95 92
E: sk@businessvordingborg.dk

Søren Knudsen

Tilmeld dig nyhedsbrev fra Business Vordingborg