Arcadia eFuels får investering direkte til Vordingborg-anlæg

af | 12. okt 2023 | Erhvervsnyheder, Power-To-X

Den kommende producent af CO2-neutralt flybrændstof, Arcadia eFuels, får nu yderligere investering til udvikling af deres anlæg på Masnedø. Investeringen kommer fra den tyske investeringsfond KGAL og er på et trecifret millionbeløb i danske kroner.

Det oplyser plantmanager for Arcadia eFuels i Vordingborg, Martin Nielsen.

Investeringen fra KGAL skal, ifølge plantmanageren, bruges til at færdigudvikle, og senere bygge, anlægget på havnen i Vordingborg.

”Det indgår ligesom andet kapital i Arcadia eFuels til at bygge anlægget i Vordingborg, og KGAL investerer direkte i APS’et i Vordingborg,” siger Martin Nielsen.

KGAL er en tysk investerings- og formueforvalter med en investeringsvolumen på mere end 16 milliarder euro. Fokus for deres investeringer ligger på investeringer inden for ejendom, bæredygtig infrastruktur og luftfart. De blev grundlagt for 55 år siden og har hovedkvarter i Grünwald nær München.

Martin Nielsen forklarer, at det betyder meget for Arcadia eFuels, at netop KGAL vælger at gå ind i projekt som tidlig investor.

”Det giver en form for blåstempling af projektet. Det betyder meget i investeringsverdenen at en meget professionel forvalter som KGAL ønsker at være tidlig investor. Det viser, at de tror på projektet forretningsidéen, og det gør det lidt nemmere at få resten af finansieringen på plads hurtigere,” siger Martin Nielsen.

Investeringen til Arcadia eFuels i Vordingborg går gennem fonden KGAL ESPF 6, som er på 250 millioner euro. Den fokuserer på nye brint-infrastrukturprojekter i EU og Storbritannien og har yderligere 30 grønne brint- og energiomstillingsprojekter på vej.

Arcadia eFuels’ projekt på Vordingborg Havn begynder for alvor at tage form. Den tyske investering går direkte til anlægget i Vordingborg, som derved tager et stort skridt mod realisering. Det kommer til at betyde meget for Vordingborg, både i forhold til arbejdspladser og generel udvikling af byen. Derudover vil Vordingborg Kommune tage et kvantespring mod at blive Østdanmarks kraftcenter for grøn energi, når Arcadia eFuels’ har hele investeringen på plads og påbegynder byggeriet af verdens første Power to X- anlæg, der producerer CO2-neutralt flybrændstof,” siger direktør i Business Vordingborg, Helene Urth.

“Det giver en form for blåstempling af projektet. Det betyder meget i investeringsverdenen at en meget professionel forvalter som KGAL ønsker at være tidlig investor.”

Martin Nielsen | Plant Manager, Arcadia eFuels – Vordingborg

Plant Manager for Arcadia eFuels Vordingborg-anlæg Martin Nielsen

Godkendt lokalplan

Der er dog ikke blot gode finansielle nyheder fra Arcadia eFuels. Onsdag fik den kommende producent af CO2-neutralt flybrændstof godkendt en lokalplansændring ved kommunalbestyrelsesmødet. Ændringen i lokalplanen muliggør etablering af et anlæg, som vil producere flydende flybrændstof ud fra CO2 og elektricitet.

”Nu er projektet og lokalplanen godkendt af kommunen, og derved kommer vi nærmere byggefasen. Lokalplanen er en desuden en forudsætning for at få alle de andre godkendelser,” lyder det fra Martin Nielsen.

Anden investering i år

Det er anden gang i år en investeringsfond investerer i Arcadia eFuels. I januar kunne den grønne flybrændstofproducent annoncere, at den franske investeringsfond Swift 2, havde skudt et trecifret millionbeløb i Arcadia eFuels. Fonden forvaltes af SWEN Capital Partners, der er en milliardstor privat investeringsfond, der har specialiseret sig i at investere i grønne projekter indenfor vedvarende energiproduktion.

Arcadia eFuels vil bygge verdens første storskala produktionsanlæg til produktion af fremtidens grønne CO-2 neutrale brændstoffer i et Power-To-X anlæg, der skal anvende grøn strøm fra vedvarende energikilder som

vind og sol samt vand og CO2 til at producere netto CO2 neutralt brændstof. Produktet er såkaldt eFuels, der kan bruges i eksisterende flymotorer og eksisterende infrastruktur.

Samlet forventer Arcadia eFuels at det vil koste 7,5 milliarder danske kroner at udvikle og bygge anlægget på Vordingborg Havn.

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev