Andel overtager solcellepark i Køng Mose

af | 24. apr 2025 | Erhvervsnyheder

Energiproducent vil lave klimasikring af Køng-Svinøområdet

Den danske energi- og fibernetkoncern Andel overtager det igangværende solcellepark-projekt ved Køng Mose fra Better Energy A/S, som gik konkurs i februar 2025. Det oplyser Andel i en meddelelse.

I december 2023 indgik og investerede Andel i et partnerskab med Better Energy med aftale om at opføre fire nye solcelleparker. Ejerskabet af de fire parker blev fordelt mellem partnerne med en 50/50 fordeling.

Det er de solcelleparker, hvoraf Køng Mose er iblandt, som Andel nu har overtaget ejerskab af og bygherreansvar for.

”Vi har påtaget os en ny rolle og ansvaret for projekterne – og ser nu fremad og vurderer, hvordan parkerne bedst kan realiseres, så de kan bidrage til den grønne omstilling,” siger Mogens Hagelskær, chef for vedvarende energi i Andel, i meddelelsen.

Andel vil nu gennemgå de enkelte projekter, vurdere tidsplanerne og indlede en dialog med leverandører og samarbejdspartnere.

Solcelleparken i Køng Mose fik tilladelse og lavet lokalplan tilbage i 2020, og i 2024 godkendte Energinet en midlertidig tilslutning til el-nettet med en forventning om at producere grøn strøm i 2025. Anlægningsarbejdet stoppede dog i forbindelse med Better Energys rekonstruktion og efterfølgende konkurs.

Det er endnu uvist, hvornår byggefasen kan fortsætte og solcelleparken er færdig.

Krokodillenæb

Solcelleparken i Køng Mose fik sidste år mulighed for at blive tilsluttet el-nettet. Det sker gennem en såkaldt “krokodillenæbsløsning” som er en midlertidig tilladelse indtil en ny 132 kV transformerstation står klar ved Vordingborg Nord.

Ved “krokodillenæbsløsningen” bliver en midlertidig elmast sat op mellem to master på en eksisterende luftledning, og et kabel fra solcelleparken skrues direkte på luftledningen med en ”T-afgrening”. Elproducenterne betaler selv for de midlertidige tilslutninger. Løsningen indebærer desuden, at det kan blive nødvendigt at begrænse elproduktionen fra anlæggene i perioder med generelt høj elproduktion.

I Vordingborg Kommune afventer flere udviklere at påbegynde solcellepark-projekter, indtil der er kapacitet på el-nettet.