I Dansk Industris årlige undersøgelse af kommunernes grønne udvikling har virksomhederne i Vordingborg kommune vurderet, at det går markant bedre med den grønne indsats i Vordingborg kommune end tidligere. Vordingborg kommune tager et højdespring af de helt store og rykker 47 pladser frem på listen over de kommuner i Danmark der klarer grøn udvikling bedst.
(Everfuels planlagte brint tankstation ved Afkørsel 41)
“Det er vildt imponerende og opløftende at det målrettede arbejde fra kommunens side bærer frugt.”
Direktør Bolette Christensen | Business Vordingborg
Vordingborg er rykket fra nummer 77 i 2021 til nummer 30 her i 2022 blandt de 93 kommuner, der er med i DIs undersøgelse.
Det viser Dansk Industris årlige undersøgelse, hvor over 7.900 virksomheder fra hele landet er blevet spurgt om deres tilfredshed med kommunens indsats for den grønne udvikling.
“Det er imponerende og opløftende at det målrettede arbejde fra kommunens side bærer frugt, og at det lokale erhvervsliv tydeligt mærker det og kvitterer for det. Vi er klart på rette vej med den grønne udvikling, og ambitionen om at have førertrøjen på bliver forstærket de kommende år,” siger Bolette Christensen, direktør for Business Vordingborg.
“Det er en klart positiv udvikling vi oplever.”
Formand Jacob Møller | Vordingborg Erhvervsforening
I Region Sjælland klemmer Vordingborg kommune sig ind som fjerdebedste kommune kun overgået af Lejre, Roskilde og Næstved kommuner.
“Det er en klart positiv udvikling vi oplever. Virksomhederne i Vordingborg kommune er travlt optaget af den grønne omstilling, og oplever også tydeligt at kommunen er kommet godt i gang med de rigtige initiativer og beslutninger for at fremme den grønne udvikling. Der er blandt andet lavet en samlet strategi for opstilling af el-ladestandere i hele kommunen, og der er et målrettet fokus og godt samarbejde med erhvervslivet om den grønne udvikling,” siger Jacob Møller, formand for Vordingborg Erhvervsforening.
Lejre er den eneste sjællandske kommune, der er med blandt top ti. Skive er ifølge undersøgelsen landets bedste kommune til at fremme den grønne udvikling ifølge virksomhederne i DIs undersøgelse.
(Den gratis elbus, der har kørt på Møn sommeren 2022)
DI’s opgørelse er baseret på syv parametre – fire statistiske og tre spørgsmål til virksomhederne.
De tre spørgsmål handler om grønne indkøb, initiativer fra kommunen, der understøtter virksomhedernes mulighed for at udvikle sig grønt og kommunens fokus på at fremme bæredygtig transport.
Statistikken måler på energimærkningen af kommunale bygninger, genanvendelse af affald og andelen af grønne biler i den kommunale bilflåde.
Skrevet af Søren Knudsen
Presse- og kommunikationsrådgiver
T: +45 20 40 95 92