
Blue Water og Arcadia eFuels har netop indgået en hensigtserklæring, om at etablere et logistiksamarbejde primært fokuseret på levering af CO2 til Arcadia eFuels’ kommende eSAF Power to X-anlæg på Vordingborg Havn. eSAF-anlægget skal bruge biogent CO2 til at producere bæredygtigt flybrændstof.
Det oplyser parterne i en fælles pressemeddelelse mandag.
”Blue Water er den perfekte logistikpartner for Arcadia eFuels. De er eksperter inden for deres felt, herunder komplekse logistikoperationer som transport af flydende CO2, mens vi hos Arcadia eFuels er specialiserede i produktionen af eSAF,” siger Arcadia eFuels plantmanager, Martin Nielsen.
Erklæringen mellem de to parter fokuserer først på at levere op til 300.000 tons flydende CO2 om året i en indledende periode på 10 år. Som en central logistikpartner vil Blue Water stå for sø- og vejtransport samt terminalhåndtering for at sikre levering af flydende CO2 fra forskellige CO2-fangstanlæg i Nordeuropa til anlægget i Vordingborg.
Blue Water er en international transport- og logistikvirksomhed med hovedkontor i Danmark. Virksomheden tilbyder løsninger inden for forsyningskædestyring og dækker alle logistikydelser.
Arcadia eFuels har siden 2022 arbejdet på at etablere verdens første storskala eSAF-anlæg på Vordingborg Havn, der skal producere CO2-neutralt flybrændstof. Det nye samarbejde er et vigtigt skridt mod realisering, vurderer Business Vordingborg-direktør, Helene Urth.
”Det er et stærkt signal fra Arcadia eFuels, der nu skal samarbejde med en etableret spiller som Blue Water. Biogent CO2 er et vigtigt element i Power to X-processen og et CO2-anlæg på Vordingborg Havn vil kunne tiltrække lignende projekter til vores område og styrke vores position som Østdanmarks kraftcenter for grøn energi.”
Arcadia eFuels arbejder stadig på at opnå fuld finansiering til Power to X-anlægget på Vordingborg Havn, som koster i omegnen af 10 milliarder kroner at bygge. Anlægget skal ligge på havnens etape 4-udvidelse, havnens største hidtil største havneudvidelse.
”Vi er i fuld gang på havnen med at etablere den nødvendige infrastruktur og til at et projekt, som Arcadia eFuels’, kan lykkes. Der skal i de kommende år etableres en ny pier, som blandt skal bruges til import af CO2 og eksport af grønne brændstoffer. Derfor er det et spændende samarbejde mellem Arcadia og Blue Water, også set fra havnens perspektiv,” lyder det fra Vordingborg Havns direktør, Jan-Jaap Cramer.