Sådan kommer det gamle vejmuseum til at se ud, når Storstrøms Forsikring flytter ind.
Den store hvide bygning på Farø ved afkørsel 42 har i mange år fungeret som vejmuseum, chokolademuseum og cafeteria for rastepladsen. Nu er bygningen ikke så hvid længere og funktionen er reduceret til rastepladsens offentlige toilet. Det vil Storstrøms Forsikring ændre på.
Men det ændrer sig snart. For Storstrøms Forsikring planlægger at flytte fra Stege til afkørsel 42 på Farø ved udgangen af 2022. Og Farø er intet mindre end forsikringsselskabets drømmeplacering.
“Det er jo Storstrømmen, der løber både på den ene og den anden side. Og Storstrømmen er jo vores navn, så det at vi kommer til at bo lige midt i vores identitet er jo en fantastisk fortælling og en god marketing platform. Den placering er skabt til os,” forklarer direktør Per Guldbrandsen.
Det har været en længere proces at nå frem dertil, hvor Storstrøms Forsikring nu har fået en godkendt byggetilladelse. Det krævede en revideret lokalplan, samt forskellige godkendelser hos kyst- og vejdirektoraterne, plus en grundig omtegning af huset hos lokale arkitekter, og snart en meget omfattende renovering. Renoveringen forventes at påbegynde i starten af marts, hvor der skal etableres ny nordlig glasfacade, nyt tag, nye vinduer og døre, samt totalrenovering indvendigt.
Selvom det har været en lang og besværlig vej, har det været det hele værd.
“Det ligger lige nøjagtig i vores oprindelige kerneområde i det gamle Storstrøms amt. Hvis jeg sætter en passer med udgangspunkt i Farø, så fanger jeg hele Lolland, Falster, Møn og den sydlige del af Sjælland.”
Direktør Per Guldbrandsen | Storstrøms Forsikring
Forsikringsselskabets nuværende hovedkontor
Vokseværk
Storstrøms Forsikring har haft hovedkontor i Stege i mere end 30 år, men den store, gamle murstensvilla på Lohmannsvej er blevet for lille. Efter Per Guldbrandsen tiltrådte som direktør i forsikringsselskabet for seks år siden, er omsætningen mere end fordoblet.
“Lige nu stopper vi skriveborde ind alle mulige steder, hvor vi nu kan finde plads. Så vi glæder os til at flytte til Farø og til at få mere plads,” fortæller direktøren.
Per Guldbrandsen fortæller at den store vækst skyldes en ændring i strategien. Før var Storstrøms Forsikring strategi defensiv og servicerende overfor selskabets kunder. Nu er Storstrøms Forsikring mere offensiv og opsøgende i forhold til nye kunder. Det betyder, at selskabet har fordoblet omsætningen blandt andet ved at forøge antallet af agenter. Desuden er markedsområdet udvidet, så det nu omfatter hele Sjælland.
“Vi har en vision om, at vi skal have et stort og stærkt forsikringsselskab i Vordingborg Kommune. Og det er meningen, vi skal blive dobbelt så store en gang til i løbet af fem til seks år, lyder det fra direktøren om fremtidsplanerne.”
Direktør Per Guldbrandsen | Storstrøms Forsikring
Lokalforankret forsikringsselskab
Historien om Storstrøms Forsikring starter helt tilbage i 1845. Forsikringsselskabet har ligget i Vordingborg Kommune i 176 år, hvor det i starten hed Møns Brandforsikring. I 2002 besluttede bestyrelsen at slå sig sammen med Marker Madsen, der også blev stiftet i 1845, og som skulle forsikre lollænderne.
Ifølge Per Guldbrandsen, ligger det simpelthen i forsikringsselskabets historie og vedtægter, at det skal være beliggende lokalt.
“Vi har ansat mennesker, der bor i vores lokalområde. Og i modsætning til mange af vores konkurrenter, der laver aftaler med landsdækkende firmaer, så de kan få materialer billigere, har vi en strategi, der medfører, at vi bruger eksempelvis lokale smede og tømrere. Det er meget vigtigt for os at være til stede i det område, hvor vi sælger forsikringer,” fortæller Per Guldbrandsen
Storstrøms Forsikring regner med at flytte ind i de nye lokaler på Farø ultimo 2022.