Storstrømbro byggeri atter forsinket

af | 15. dec 2021 | Bygge og Anlæg, Erhvervsnyheder, Femern

Selvom byggeriet af den nye Storstrømsbro mellem Falster og Masnedø er godt i gang, så går det ikke så stærkt som forventet og ønsket – i hvert fald ikke, hvis man spørger Vejdirektoratet, som er bygherre på projektet.

Ny Storstrømsbro

Det fremgår af en kortfattet pressemeddelelse fra Transportministeriet, der blev sendt ud onsdag 15. december 2021.

Her skriver Transportministeriet:

På baggrund af den uvildige undersøgelse af tidsplanen og Vejdirektoratets erfaringer med entreprenørens hidtidige fremdrift har Vejdirektoratet valgt at indregne en buffer i forhold til SBJV’s tidsplan. Det er således Vejdirektoratets vurdering, at det forventede åbningsår for vejforbindelsen er ultimo 2025, mens Banedanmark vurderer, at baneforbindelsen i bedste fald kan åbne i 1. kvartal 2027.

“Det er enormt ærgerligt, at det forventede åbningsår for færdiggørelse af byggeriet af Storstrømsbroen udskydes igen. Fremadrettet er det afgørende, at alle samarbejder med formålet at få færdiggjort byggeriet hurtigst muligt,” udtaler transportminister Benny Engelbrecht.

Den gamle Storstrømsbros tilstand overvåges tæt, og det er Vejdirektoratets vurdering, at vejtrafikken kan opretholdes minimum til og med 2025. Det er Banedanmarks umiddelbare vurdering, at togtrafikken kan køre over den gamle bro til 1. kvartal 2027.

Af samme pressemeddelelse fremgår det, at de to parter, og særligt Vejdirektoratet, dermed ikke er enige med entreprenørkonsortiet SBJV, som bygger den nye Storstrømsbro. I pressemeddelelsen kan man nemlig læse, at SBJV “for nylig har meddelt, at man fastholder forventet åbningsår for vejforbindelsen i 2024”.

Det er ikke mere end små syv måneder siden, at de forventede åbningstidspunkter senest blev udskudt. 26. maj meddelte Vejdirektoratet, at man havde udskudt den forventede åbning af broen med et år. Forsinkelsen skyldes hovedsageligt, at entreprenørens konstruktionsmetode med anvendelse af sammenstøbte elementer har vist sig mere tidskrævende at projektere og udføre end forventet.

Denne artikel er skrevet af Søren Knudsen

Presse- og kommunikationsrådgiver

T: +45 20 40 95 92
E: sk@businessvordingborg.dk

Søren Knudsen

Tilmeld dig nyhedsbrev fra Business Vordingborg

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev