Stå ved, hvad du er værd

af | 27. apr 2022 | Erhvervsnyheder, Iværksætteri

Når man har startet en helt ny virksomhed, hvordan ved man, hvor høj prisen på produkterne skal være? Når man taler om iværksætteri er dét et klassisk dilemma, som nogle lokale iværksættere behandlede i denne omgang Iværktøjet.

Tirsdag aften kunne Business Vordingborg byde velkommen til tredje udgave af oplæg til iværksættere. Denne udgave af Iværktøjet handlede det om, hvordan iværksættere skal prissætte deres produkter.

Svarene kom fra Jesper Naur Larsen, der er revisor og medejer af Øernes Revision i Vordingborg og ejer af Isle of Møn Spirits Uffe Skaaning Lind, der producerer gin og spiritus fra Møn.

Øernes Revisions lokaler i Vordingborg dannede rammen for arrangementet, hvor 12 ivrige iværksættere mødte op.

Iværksætteri var igen i fokus med Business Vordingborgs nye arrangement

Ifølge den erfarne revisor Jesper Naur Larsen er den største udfordring for folk, som for første gang stifter bekendtskab med iværksætteri, at gennemskue, hvor mange udgifter, der er forbundet med produktionen.

“De omkostninger skal jo dækkes af den pris man engang sætter. Den anden del af opgaven er at stå ved, hvad man er værd. Hvad enten det er timer man sælger, eller om det er ens varer. Det er lidt en kunst at finde den rigtige pris,” forklarede revisoren.

Øernes Revision hjælper ofte nye virksomheder med at gennemskue omkostningssiden af deres produkter.

“Når man har styr på det, kan man nå frem til, hvad man skal have for varen. Og så er der en anden udfordring: kan produktet eller varen bære den pris?”

Jesper Naur Larsen satte pris på, at Business Vordingborg afholdt prissætningsarrangementet.

“Så kan vi hjælpe de her iværksætteri-beskæftigede et lille skridt på vejen, så de ikke behøver betale alle lærepengene på egen hånd. Hvis bare man er klædt lidt på til at gennemskue tingene, så kan det være man får fjernet nogle af fejlene.”

“Og så er der en anden udfordring: kan produktet eller varen bære den pris?”

Registreret revisor Jesper Naur Larsen | Øernes Revision

Gin fra Møn

Tirsdagens andet oplæg kom fra Uffe Skaaning Lind, der ejer Isle of Møn Spirits. Den mønske virksomhed producerer blandt andet gin i deres stald i Askeby på Møn. Her håndsorterer de høsten af urter fra Møn og destillerer de botaniske ingredienser enkeltvis.

Den mønske spiritusproducent fastslog prisen i starten af virksomhedens liv. Den fandt de frem til i samarbejde med forhandlerne.

“Vi spurgte, hvor meget der skulle være til dem, og hvad de kunne sælge det for. Og så fandt vi et leje, hvor der var noget i det for alle involverede. De skal også have noget ud af det, ellers gider de jo ikke sælge det,” sagde Uffe Skaaning Lind.

Der blev talt om iværksætteri fra Øernes Revision og Isle of Møn Spirits

“Tid er det dyreste, man kan få i Danmark.”

Ejer Uffe Skaaning Lind | Isle of Møn Spirits

Det der især trækker prisen op på en flaske gin fra Isle of Møn Spirtits er tid.

“Tid er det dyreste, man kan få i Danmark. Både for ansatte og vores egen tid trækker tænder ud,” forklarede spiritusproducenten.

Tiden bruger Isle of Møn Spirits på at producere spiritus, indsamle urter og vedligeholde forhandlere. Det var netop også tiden, der var det helt store tema fra spiritusproducenten.

“Man skal finde sig i, at man kun er én person. Én selv. Man skal ikke gå helt over gevind med arbejdsopgaver, men i stedet være lidt mikroambitiøs. Tag en opgave ad gangen og løs den.”

Mange med interesse for iværksætteri mødt op til Iværktøjet
Kasper Buur - Presse- og kommunikationskonsulent

Skrevet af Kasper Buur

Presse- og kommunikationskonsulent

T: +45 51 93 58 29

E: kb@businessvordingborg.dk

Tilmeld dig nyhedsbrev fra Business Vordingborg

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev