Hoteldirektør Christian Petersen er altid på vej. Retningen er fremad, men der er altid sideveje der skal afprøves for at se om der er muligheder. Den store mulighed blev set i 2016, da Hotel Residens Møen i Stege blev etableret.
”Det var en drøm om at skabe et ferieresort, hvor gæster kunne komme, men ikke med samme service som de får i dag. Vi leverer en hotelservice i dag, og det var ikke det jeg dengang havde skrevet i forretningsplanen. Dengang var det et self-service koncept vi gik efter, men vores gæster ville have det anderledes. Det er det vi giver dem i dag og som vi nu går benhårdt efter,” siger Christian Petersen, direktør og ejer af Hotel Residens Møen.
Drømmen var et, men virkeligheden blev noget helt andet. Her fem år efter Hotel Residens Møen slog dørene op ser det markant anderledes ud end hvad Christian Petersen drømte om. Han er nærmest overvældet af den udvikling de har været igennem. En udvikling han slet ikke havde forestillet sig.
”Aldrig – aldrig nogensinde. Det havde jeg slet ikke forestillet mig. Jeg havde forestillet mig at vi kom til at vækste og udvikle os, men at det er gået så stærkt og så godt som det er, det havde jeg ikke set komme,” siger Christian Petersen.
Svært at starte op
Hotellet og de tilhørende aktiviteter med cafedrift på Møns Klint, store arrangementer på den gamle sukkerfabrik i Stege og nu også isproduktion er ikke kommet af sig selv og uden omkostninger.
”Det er drøn besværligt at starte noget op. Det er en snørklet vej, hvor du laver en forretningsplan – du regner tal – du overvejer det – du gør op med dig selv og din familie om det er det værd,” siger Christian Petersen.
Hvad er den vigtigste lære i dag?
”Det er hårdt arbejde. Det er hårdt og det er intenst – man skal bare klø på og for enden af tunnelen er der lys og en god forretning. Det er den vigtigste lære af det,” fortæller Christian Petersen.
Var der tidspunkter undervejs hvor lyset for enden af tunnelen var meget langt væk?
”Ja, det var der. Der var tidspunkter hvor vi tænkte kommer vi nogensinde op af den her kop. Når jeg siger kop – så mener jeg det her med at være nede i det univers, hvor du knokler solen sort og arbejder 80-90 timer om ugen. Og det var jeg i tvivl om på et tidspunkt for her midt i livet, hvor der egentlig var styr på det – om vi var ved at sætte det hele over styr, ” siger Christian Petersen.
Lokalt engagement
Christian Petersen har sideløbende med opgaven at drive og udvikle Hotel Residens Møen involveret sig i den lokale udvikling på Møn og i Vordingborg Kommune.
”Jeg tror på at det er vigtigt at lave nære og tætte relationer med andre forretningsdrivende og at man forsøger at spille andre stærke uden lige nu og her at forvente en modydelse. Det lønner sig på den lange bane, at man bliver stærkt lokalt forankret og at man på den måde kan være med til at styrke det lokale samvirke,” siger Christian Petersen.
Hotel Residens Møen skal være endnu større i fremtiden. Planerne er allerede i støbeskeen sammen med mange andre visioner, der vil skabe mere vækst og flere job på Møn.
”Overnatningskapaciteten på Møn er jo trængt og vi har en velsmurt maskine, der er god til at markedsføre os og håndtere de gæster, der hos os. Den maskine kan kapere meget mere end den gør i dag – så vi ser os selv som en bærende kraft indenfor hospitality på Møn fremadrettet.
Hvordan har du oplevet erhvervsklimaet de seneste 5 år?
”Jeg har personligt oplevet et godt erhvervsklima. Når jeg er kommet med tanker og ideer til kommunen, så har de været lydhøre. De har lyttet til hvad jeg har sagt og det har været en dialogbaseret proces. Jeg tror at man kan støde på større problemer, hvis man kommer med en plan, der er støbt i beton og siger at det skal være sådan her. Jeg tror mere på, at det er et samarbejde, hvor der gives og tages hos begge parter,” siger Christian Petersen.
Ifølge Christian Petersen er en dialogbaseret proces kendetegnet ved, at man tidligt i processen tager et møde med de offentlige myndigheder og kommunen for at drøfte de planer og ideer man har.
”Det er vigtigt, at du som virksomhed tidligt går i dialog om de udfordringer der kan være. Vi lever i et land med enormt mange paragraffer og mange planlove om hvad der kan bygges og lade sig gøre. Min opfattelse er at det er rigtigt, at der er planlove og at de er regler for hvordan man gør tingene, men hvis man har den rigtige fortælling og ide som selvfølgelig vækker begejstring vil man også kunne udfordre de her ting. Det handler primært om at skabe en alliance,” siger Christian Petersen.
Skabe arbejdspladser
Det er afgørende for Christian Petersen, at han som erhvervsmand får skabt arbejdspladser.
”Jeg tror det er vigtigt at vi får skabt arbejdspladser, der er gode og bæredygtige og får skabt en eller flere virksomheder, hvor folk føler at her kan vi godt lide at være og virksomheder, som folk er stolte af. Det er vigtigt at skabe arbejdspladser på en ø som Møn, hvor vi demografisk er udfordret – at vi får skabt nogle muligheder, så folk kan skabe sig et liv,” siger Christian Petersen.
Fakta om Hotel Residens Møen
- Hotellet er grundlagt i 2016
- 65 medarbejdere på lønningslisten
- Driver også Cafe Møns Klint og Venue Møn på sukkerfabrikken
Læs mere om det i Ideoplægget til Erhvervsmasterplanen.
Udviklingen af turisterhvervet er en del af ideoplægget til Erhvervsmasterplan 2030, som Vordingborg Erhvervsforening og Vordingborg Kommune har udarbejdet i fællesskab.
Download Ideoplægget til Erhvervsmasterplan 2030 her
Download analysen fra IRIS her
Download præsentation af Ideoplægget til Erhvervsmasterplanen her