
Nu kan Business Vordingborg præsentere en helt ny udgave af organisationens hjemmeside. Den nye udgave afspejler organisationens og Vordingborg Kommunes ambition om at blive Østdanmarks kraftcenter for grøn energi i 2030. Udover de tidligere menupunkter, er det nu også muligt at læse om kraftcenter-visionen, Erhvervsmasterplanen og de seks identificerede grønne styrkepositioner i kommunen.
”Vi har sammen med designstudiet Kirt x Thomsen visualiseret kommunens styrkepositioner, som blandt andet afdækker samarbejds- og symbiosepotentialer under hver enkel styrkeposition. Det er godt værktøj til at forstå, hvilke styrker vi har i kommunen, og hvad der skal til for at indfri ambitionen om det grønne kraftcenter,” fortæller direktør i Business Vordingborg, Helene Urth.
De seks styrkepositioner, som nu har hver deres underside på hjemmesiden, er: Vordingborg Havn, Klintholm Havn, Øst- og vestlig vedvarende energiklynger, Business Park Vordingborg og Ørslev Industriområde.
Hjemmesiden videreformidler styrkepositionernes betydning for kommunen, samt hvilke aktiviteter, der finder sted.
”Lige nu bidrager visualiseringerne med et statusoverblik, som på sigt skal udvides visualiseringer af, hvordan kommunens grønne styrkepositioner kan se ud i 2030,” siger Helene Urth.
Nuværende virksomheder, kommende virksomheder, kommunens borgere og andre interesserede kan dermed få indblik i arbejdet med Vordingborg Kommunes grønne ambition. Det er muligt at læse virksomhedscases, opleve interaktive kort og meget mere. Visionen bliver nemlig også videreformidlet gennem visualisering.
Energiaktiver skaber fremtidens Vordingborg Kommune
I kommunen er der identificeret seks forskellige energiaktiver, herunder to energiklynger, to erhvervsparker og to erhvervshavne. Dette er aktiver, der fremmer grøn omstilling, erhvervsvilkår og vækst i Vordingborg Kommune.
Energiaktiverne er spredt udover hele kommunen og både Ørslev, Barmosen, Køng, Vordingborg, Stensved og Klintholm er repræsenteret som lokationer for energiaktiverne. Alle kommunens borgere og virksomheder får dermed gavn af synergier, muligheder og andre fordele for hvert energiaktiv.
Energiklyngerne rummer særligt mange igangværende planer og realiseringer af forskellige vedvarende energiprojekter, herunder vindmøller, solceller og et enkelt biogasanlæg.
Erhvervsparkerne spænder i stedet over alt fra handelsvirksomheder, restauration og industri til håndværkervirksomheder og gode eksportmuligheder. Til sidst placeres aktiviteter som havvindmølleservicering, skibstransport og forsyning i kommunens to erhvervshavne.