Mester Madsen: Dobbelt DM for lærlinge

af | 5. maj 2022 | Bygge og Anlæg, Erhvervsnyheder

Udtrykket revne af stolthed fik en meget konkret betydning for tømrermester Anders Madsen, da det lørdag stod klart at to af hans lærlinge vandt DM i Skills. For Mester Madsen revnede af stolthed over Nicklas Stryhn, der vandt og blev bedste tømrerlærling i Danmark samt over Tobias Preilev Hansen, der vandt i kategorien bygningssnedker.

Gruppebillede fra DM i skills hvor Mester Madsen havde to lærlinge blandt vinderne.

Det er første gang at samme firma har to vindere ved DM i Skills, men det er ikke første gang lærlinge fra Mester Madsen i Bårse vinder DM i Skills. Faktisk har lærlinge fra firmaet vundet det tre gange før, senest i 2020 hvor lærlingen Lau Blytt Haubro vandt.

Sejre kommer ikke uden hårdt arbejde og motivation fra mester. Til Sjællandske sagde Nicklas Stryhn:

“Jeg har heldigvis haft en meget forstående mester, som også har givet mig plads til at træne til DM i Skills, så jeg har haft de bedste chancer i Høng. Jeg har altid været vant til at bruge mine hænder, og jeg nyder friheden ved at få lov til at bygge ting op fra bunden. Ja, ligefrem være med til at bygge Danmark. Det handler også om stoltheden ved at se det færdige byggeri og at kunne sige til sig selv, at det har jeg været med til at bygge.”

DM i Skills sejren kom i hus for Nicklas Stryhn efter et tæt opløb.

“Jeg kunne ikke have drømt om noget bedre. Det var helt uvirkeligt, siger Nicklas Stryhn.”

Lærling Nicklas Stryhn | Mester Madsen A/S

Anders Madsen var synlig stolt efter det stod klart at to af hans lærlinge tog titel som vinder af DM i Skills.

”Nicklas har fra dag 1 været dedikeret – og han har øvet og øvet og brugt så meget fritid og ferier på det her. Det er Nicklas og skolens fortjeneste det her, for Nicklas har virkelig knoklet for det,” siger Anders Madsen.

Mester Madsen og hans lærling Nicklas Stryhn, som vandt DM i skills.

Flotte sejre skal fejres – og det blev det ved en reception onsdag eftermiddag hos Mester Madsen i Bårse. Blandt gratulanterne var også Business Vordingborgs direktør Bolette Christensen, der her hilser på Tobias Prejlev.

”Stort tillykke til Nicklas og Tobias. Det er superflot arbejde af de to unge håndværkere, der begge viser vejen for andre unge. Også stort tillykke og anerkendelse til Anders Madsen, der som tømrermester tager et stort ansvar ved at have så mange lærlinge og dermed aktivt sikre at der bliver uddannet dygtige håndværkere,” siger Bolette Christensen.

Bolette Christensen med lærling Tobias Prejlev

“Det er 100 procent det fedeste fag, hvor du bruger kroppen og laver spændende ting.”

Tidl. lærling og nuværende malersvend Jasmin Vejnø Halling | Poul Pedersen & søn

Mester Madsens anden DM-vinder er trods sin unge alder på 20 år en rutineret DM i Skills deltager. Bygningssnedker Tobias Preilev deltog for tredje gang og han vandt DM i Skills første gang i 2020.

En sejr han gentog i år og han har nu sat kursen mod sit store mål, at deltage i  EuroSkills i 2023 og konkurrere mod nogle af de bedste i verden.

Han tager uddannelsen til bygningssnedker på Roskilde Tekniske Skole.

Mester Madsen lærling Tobias Prejlev sammen med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen til præmieoverrækkelsen ved DM i skills.

Der var også andre lokale vindere ved DM i Skills.

20-årige Jasmin Vejnø Halling fra Vordingborg sikrede sig en 1. plads i kategorien for bygningsmalere. Hun har gået på EUC Sjælland og er udlært hos Poul Pedersen & søn malerfirma i Haslev.

Hun er nu er malersvend hos Poul Pedersen & Søn Malerfirma og hun er meget glad for sejren.

Til Sjællandske sagde hun efter DM-sejren:

“Det betyder især meget for mig, fordi jeg er farveblind. Jeg vil gerne inspirere andre. Hvis du vil være maler, kan du godt det som farveblind, siger Jasmin Vejnø Halling.

Jasmin Vejnø Halling håber også, at hun kan smitte andre unge til at vælge malerfaget.

“Det er 100 procent det fedeste fag, hvor du bruger kroppen og laver spændende ting. Du er ude og inde – og ingen dage er ens,” siger Jasmin Vejnø Halling.

Jasmin Vejnø Halling

Den anden lokale vinder er Josefine Jane Forslund fra Præstø, der er ved at tage uddannelsen til social- og sundhedsassistent på ZBC med elevplads i Vordingborg Kommunes plejesektor.

Josefine Forslund
Søren Knudsen - Presse- og kommunikationsrådgiver

Skrevet af Søren Knudsen

Presse- og kommunikationsrådgiver

T: +45 20 40 95 92

E: sk@businessvordingborg.dk

Tilmeld dig nyhedsbrev fra Business Vordingborg

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev