Digitalisering er en no-brainer

af | 27. jan 2022 | Detail, Erhvervsnyheder, Iværksætteri

Den 31. januar åbner den første tilskudspulje i SMV:Digital. Puljen er en del af Virksomhedsprogrammet, og den skal styrke små- og mellemstore virksomheder gennem digitalisering. Det kan enten være gennem implementering af ny teknologi eller opstart og udvikling af e-handel. Ejer af Lootbox.dk opfordrer virksomheder til at kaste sig ud digitaliseringen.

Indehaver af Lootbox Thomas Sindberg Eriksen

[visual-link-preview encoded=”eyJ0eXBlIjoiaW50ZXJuYWwiLCJwb3N0IjoyMTMzOSwicG9zdF9sYWJlbCI6IkluZGzDpmcgMjEzMzkgLSBGb2t1cyBww6UgSVQgc2lra2VyaGVkIGVyIGJ5ZGVuZGUgbsO4ZHZlbmRpZ3QiLCJ1cmwiOiIiLCJpbWFnZV9pZCI6MCwiaW1hZ2VfdXJsIjoiIiwidGl0bGUiOiJMw4ZTIE9HU8OFOiBGb2t1cyBww6UgSVQgc2lra2VyaGVkIGVyIGJ5ZGVuZGUgbsO4ZHZlbmRpZ3QiLCJzdW1tYXJ5IjoiIiwidGVtcGxhdGUiOiJ0ZXN0In0=”]

I Stege ligger Lootbox, der sælger computere, udstyr, hardware og laver reparationer. Helt fra starten har virksomheden været digital med en webshop ved siden af den fysiske butik. Faktiske startede Lootbox udelukkende som webshop, og indehaver Thomas Sindberg Eriksen åbnede sidenhen en fysisk butik.

“En online butik er en no-brainer. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor man laver en fysisk butik først og derefter går online. En online butik kan du lave på en weekend, og det koster et par hundrede kroner. Så er du i gang. En fysisk butik koster dig mindst 100.000 kroner,” forklarer butiksejeren.

Den nye pulje fra Virksomhedsprogrammet drejer sig om en tilskudsvoucher på 25.000 kroner, der kan bruges på rådgivning. Senere på året kommer flere puljer til, blandt andet tilskud på 250.000, hvilket kan investeres i nyt software, maskiner eller andre digitale løsninger.

Værdi

Den lille mønske webshop fik hurtigt pladsproblemer. Thomas Sindberg Eriksen skulle have et varelager og fik plads på Sukkerfabrikken i Stege. Her begyndte butiksejeren at åbne op et par dage om ugen for at kunderne kunne komme ind i butikken.

Det har dog altid været den digitale del, der har været eksistensgrundlaget for Lootbox og Thomas Sindberg Eriksen.

Efter åbningen i Sukkerfabrikken fik Thomas Sindberg Eriksen den idé at åbne en butik i hovedgaden i Stege. Butikken åbnede i 2020 lige inden landet lukkede ned. Der var webshoppen helt essentiel og skabte en god synergi for Lootbox.

“Når det ene gik dårligt, så gik det andet bedre.”

“Markedet online er jo kæmpestort, det er potentielt set hele verden, siger han.”

Indehaver Thomas Sindberg Eriksen | Lootbox

Puljen

Den SMV:Digital pulje, der har frist 31. januar, breder sig ud i flere spor. Der kan enten søges indenfor e-handel eller digital omstilling. Begge kategorier centrerer sig om indføring af ny teknologi.

E-handels kategorien dækker over virksomheder, der vil starte eller udvikle en webshop. Det kan også være en virksomhed, som er interesseret i online markedspladser eller vil blive bedre til datadrevet digital markedsføring.

Den digitale omstilling omfatter eksempelvis rådgivning om nye forretningssystemer, produktionsoptimering eller brug af Internet of things og cloud teknologi.

Under begge kategorier søges der om potentialeafklaringsforløb eller implementeringsforløb. Et potentialeafklaringsforløb kan for eksempel være en afklaring af forskellige barrierer for den digitale implementering. Implementeringsforløbet kan blandt andet være rådgivning vedrørende teknisk integration af ny teknologi.

Opfordring

Lootbox-ejeren har kørt sin webshop siden 2019, og opfordrer andre til at kaste sig ud i det. Dog er der ifølge Thomas Sindberg Eriksen nogle ting, webshop-interesserede skal være opmærksomme på.

Det er en mere kold oplevelse, fordi kontakten til kunderne sker gennem mails og digitale ordrer. Derudover sker der en større returnering på varer købt over internettet, end dem der bliver handlet i butikkerne.

“Fragt skal man i det hele taget ikke undervurdere. Det kan være forfærdeligt,” siger Thomas Sindberg Eriksen.

Brandingværdien er til gengæld stor i at være til stede online.

“Især hvis man har et unikt produkt. Så er det fedt, og man kan nå rigtigt langt.”

For at kunne søge SMV:Digital skal virksomheden have 2 – 49 fuldtidsansatte/årsværk på ansøgningstidspunktet. Der er dog ingen minimumskrav til omsætning. Til gengæld er deltagelsen obligatorisk i de tilrettelagte workshops, under de seks måneder projektperioden strækker sig over.

Kasper Buur - Presse- og kommunikationskonsulent

Skrevet af Kasper Buur

Presse- og kommunikationskonsulent

T: +45 51 93 58 29
E: kb@businessvordingborg.dk

Tilmeld dig nyhedsbrev fra Business Vordingborg

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev