Sukkerfabrikken i Stege får ja til nyt feriecenter

af | 28. apr 2022 | Erhvervsnyheder, Turisme

Det store område i Stege, hvor der indtil 1989 blev produceret sukker i de karakteristiske røde murstensbygninger, begynder for alvor at tage ny form. I dag produceres der ikke sukker på fabrikken, i stedet skal Sukkerfabrikken forsøde turisternes ophold på Møn og gøre turismeindustrien i Vordingborg Kommune endnu større. Et feriecenter i Stege er i støbeskeen.

Bent Lykke vil gerne skabe et feriecenter i Stege på sukkerfabrikken

[visual-link-preview encoded=”eyJ0eXBlIjoiaW50ZXJuYWwiLCJwb3N0IjoyMTM1OSwicG9zdF9sYWJlbCI6IkluZGzDpmcgMjEzNTkgLSBGZXJpZWJ5IHDDpSBNw7huIGthbiBmb3Jkb2JsZSBvdmVybmF0bmluZ3NrYXBhY2l0ZXQiLCJ1cmwiOiIiLCJpbWFnZV9pZCI6MCwiaW1hZ2VfdXJsIjoiIiwidGl0bGUiOiJMw4ZTIE9HU8OFOiBGZXJpZWJ5IHDDpSBNw7huIGthbiBmb3Jkb2JsZSBvdmVybmF0bmluZ3NrYXBhY2l0ZXQiLCJzdW1tYXJ5IjoiIiwidGVtcGxhdGUiOiJ0ZXN0In0=”]

Det blev slået fast onsdag aften da kommunalbestyrelsen vedtog en ny lokalplan, der gør ombygningen og de tilhørende nybyggerier mulige på den gamle sukkergrund. Ændringerne i lokalplanen betyder blandt andet, at der må bygges nyt på Sukkerfabrikkens grund.

Det sker til stor glæde for direktøren Bent Lykke for selskabet Sukkerfabrikken A/S, der ejer og udvikler projekterne på Sukkerfabrikkens grund.

“Det er da en kæmpestor dag. Nu er der jo en lov, der siger at vi må det vi vil,” siger direktøren.

Når hele projektet Sukkerfabrikken Møn står færdig, forventer Bent Lykke at tiltrække 250.000 overnatninger om året samt skabe 400 nye arbejdspladser.

Og det Sukkerfabrikken A/S vil er mange ting. I første etape vil de bygge feriehuse på grundens nordvestlige hjørne helt ud til vandet, samt pælehuse, der bygges på pæle ude i vandet. Derudover bliver ombygningen af den gamle saftstation påbegyndt. Saftstationen skal være hotel med 130 værelser og konference.

Dog planlægger Bent Lykke en blød start med hotellet og vil starte med 15 værelser.

“Det er noget, der skal drives af min kone, mig og nogle af vores bekendte.”

“Nu er der jo en lov, der siger, at vi må det vi vil.”

Direktør Bent Lykke | Sukkerfabrikken A/S

Lang historie

Sukkerfabrikken består af en række bygninger og anlæg, der samlet set er 25.000 kubikmeter i bygningsmasse. I over 100 år husede bygningerne Møns største og vigtigste virksomhed. Sukkerfabrikken var sværindustri i et kæmpestort fabrikkompleks.

Her blev der produceret sukker til hele landet, og fabrikken var et grundlæggende vilkår for tusinder af mønske familiers daglige liv.

Efter lukningen i 1989 blev en række tekniske anlæg taget ned, mens fabriksbygningerne fik lov til at bestå. Det er i disse vigtige og historiske bygninger at kommunen og Sukkerfabrikken A/S vil styrke turisme.

Hele tanken bag projektet er nemlig at anlægge de nye faciliteter i de gamle bygninger, og dermed bevare historien i Stege. 14.600 m2 af de endelige 27.000 m2 kommer til at være genbrug af den eksisterende bygningsmasse.

Pælehuse kunne være en del af det nye feriecenter på sukkerfabrikken

Status

Allerede nu er Sukkerfabrikken A/S i gang med blandt andet at byggemodne og lave kloakering klar på grunden. Derudover er de i fuld gang med at bygge en ny Rema 1000 butik, der flytter ud af de nuværende lokaler på Sukkerfabrikken.

Feriehusene forventes at være klar til gæster og besøgende sommeren 2023.

Men Bent Lykke og Sukkerfabrikkens planer slutter langt fra her. Projektbeskrivelsen for området fortæller om et planlagt vandland på 5.000 kvadratmeter i én af de gamle siloer samt ferielejligheder i den anden silo, hvor der på toppen vil være en bar og restaurant. Efter den fulde implementering består hele feriebyen af 500 ferieboliger. Anlægningen af dette forventes at kunne blive påbegyndt 2026.

“Vi kan ikke det hele på én gang, lyder det fra Bent Lykke.”

En anden faktor der spiller ind på anden etape af Sukkerfabrikkens fremtid, er den nuværende situation med krigen i Ukraine. Priserne på materialer stiger, og det påvirker planerne for området.

“Det er da en kæmpestor dag.”

Direktør Bent Lykke | Sukkerfabrikken A/S

Sukkerfabrikkens velkomstcenter

Populært feriested

Turisme spiller i forvejen en stor rolle som industri i Vordingborg Kommune. Syv procent af arbejdspladserne findes inden for turisme eller afledt af turisme. Det fortæller en nyligt udgivet redegørelse fra kommunen, der er kommet i forbindelse med ændringerne i lokalplanen.

Ifølge redegørelsen er Møn én af kommunens vigtigste turismelokaliteter. Det skyldes den internationale turistdestination Møns Klint, samt vandreruten Camønoen og akkrediteringerne som Dark Sky Park og UNESCO Biosfære område. Disse initiativer er med til at trække mange besøgende til øen.

Det er netop dette udgangspunkt, Vordingborg Kommune og Sukkerfabrikken A/S vil bygge videre på. Projektet Sukkerfabrikken Møn blev i november 2015 udpeget i Statens Forsøgsordning, hvor regeringen udvalgte ti turismeudviklingsprojekter langs Danmarks kyster, som skønnedes at have kvalitet nok til at kunne tiltrække mange udenlandske turister, og samtidig kunne indpasses i kystlandskabet.

Op mod 15 mio. mennesker kan komme til Møn med en køretid på under 3 timer. De 6 mio. indbyggere i Berlin-regionen, kan nå Møn på 5-6 timer. Når Femern-forbindelsen er klar, forkortes køretiderne fra Tyskland med næsten en time.

Velkomstcenter

Mens Sukkerfabrikken A/S går i gang med at anlægge feriehuse, skal Vordingborg Kommune stå for et Velkomstcenter, der skal ligge i Sukkerhuset. I forlængelse hertil etableres mad- og markedshaller. I hallerne lægges der vægt på de lokale produkter. Individuelle fødevareproducenter kan have hver deres udsalg fra stande eller små butikker.

Kasper Buur - Presse- og kommunikationskonsulent

Skrevet af Kasper Buur

Presse- og kommunikationskonsulent

T: +45 51 93 58 29

E: kb@businessvordingborg.dk

Tilmeld dig nyhedsbrev fra Business Vordingborg

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev