Voksenlærlingen Julie Søndergaard-Hilleke er så glad for sin læreplads hos IT Klyngen i Ørslev at hun nominerede den til prisen som Årets Læreplads på ZBC. IT Klyngen fik ikke prisen, men alene nomineringen betyder meget for den lille softwarevirksomhed.

”IT Klyngen er et fantastisk sted at arbejde og de er rigtig gode til at vi kan spille hinanden stærke og bruge de styrker vi hver især har. Derfor indstillede jeg dem til prisen,” siger Julie Søndergaard-Hilleke.
Det fysiske bevis på nomineringen har fået en fremtrædende plads på kontoret og hos virksomhedens ejer.
”Det betyder utrolig meget for mig personligt og det gør mig stolt og glad. En af vores hovedideer bag virksomheden er at tage et socialt ansvar og uddanne mennesker. På den måde er det dejligt at Julie kan lide at være her og hun trives med at lære indenfor det fag vi arbejder,” siger Jonas Dueholm, medejer af IT Klyngen.
Men vejen hen til at få lærepladsen hos Jonas og Casper var ikke ligetil. Første gang hun søgte fik hun afslag.
“”Da vi gik løsningen igennem bagefter, var det med den erfaring Julie havde utroligt godt lavet.”
Ejer og direktør Jonas Dueholm | IT Klyngen
Klarede test på rekordtid
Anden gang var lykkens gang for Julie Søndergaard Hilleke. Grundforløbet på ZBC som datatekniker med speciale i programmering var slut og hun gav det et skud mere og sendte ansøgning nummer to til Jonas og Casper hos IT Klyngen.
”Første gang Julie søgte havde vi lige ansat en lærling. Anden gang var timingen bedre og Julie havde sat sig ind i tingene og foreslog en tre ugers prøveperiode og det sagde vi ja til,” siger Jonas Dueholm, der er medejer af IT Klyngen.
IT Klyngen er en softwareudviklings virksomhed med speciale i Business Intelligence, og den ligger i Ørslev. Jonas Dueholm ejer og driver virksomheden sammen med Casper Bach Andersen.
Da Julie startede i sin prøveperiode, fik hun en opgave af Jonas og Casper. De ville gerne teste hende for at se hvad hun kunne. Hun fik tre uger til at løse programmeringsopgaven, men Julie ville det anderledes.
Julie løste opgaven på 2-3 dage til Jonas og Caspers store overraskelse.
”Da vi gik løsningen igennem bagefter, var det med den erfaring Julie havde utroligt godt lavet. Derefter var det relativt nemt at træffe beslutningen om hun skulle være elev her. Og at hun er så glad for at være her, er jo bare superdejligt, ” siger Jonas Dueholm.
Glæden er gengældt fra voksenlærlingen Julie Søndergaard-Hilleke, der med uddannelsen og lærepladsen som softwareudvikler virkelig føler, at hun er havnet på den rigtige hylde.
”Det var en sejr og det var megafedt at kunne mærke at der var nogen, der kunne bruge mig. Jeg var jo lige flyttet til Nyråd efter at have boet 10 år i Lyngby og havde fået 2 børn. Så der var jo lidt huller i CV’et og nu var jeg jo startet på en ny uddannelse, så det var bare megafedt at det lykkedes,” siger Julie Søndergaard-Hilleke.

“IT Klyngen er et fantastisk sted at arbejde og de er rigtig gode til at vi kan spille hinanden stærke og bruge de styrker vi hver især har.”
Lærling Julie Søndergaard-Hilleke | IT Klyngen
I mesterlære
Ved siden af Julie sidder Casper Bach Andersen. Eller min mester, som Julie omtaler ham.
Han er medejer af IT Klyngen og arbejder på lige fod med Julie med programmering. For ham har det stor betydning at have en lærling som Julie.
”Vi tror på at man får det bedste ud af folk, hvis de har det godt. Og det er der noget der tyder på at vi er lykkedes med i forhold til Julie og det er vi glade for,” siger Casper Bach Andersen.
Han er selv en erfaren mand i faget, og derfor ser han det som en forpligtelse at tage mesterrollen på sig og lære alt det videre, som han har lært. Men det er ikke kun Julie, der skal lære. Der kommer også værdifuldt modspil.
”Det er jo en proces at have en lærling som mester og vi bliver udfordret nogle gange og får et andet perspektiv på tingene,” siger Casper Bach Andersen.
For Julie er IT Klyngen den perfekte læreplads.
”For mig som voksenlærling handler det om at jeg kan få mit liv til at hænge sammen på andre punkter – at det passer sammen med at jeg har børn og familieliv og at det hele kan gå op,” siger Julie Søndergaard-Hilleke.
Vil stoppe hjerneflugt
IT Klyngen har kontor i Ørslev og er en virksomhed i vækst. Det er derfor vigtigt at de har adgang til kvalificeret arbejdskraft. Derfor prioriterer virksomheden det højt at tage et socialt ansvar og sørge for at der bliver uddannet programmører.
”Vi arbejder for at hjerneflugten til København bliver begrænset. Jeg tror ikke at man bliver en bedre programmør af at komme ind til København og møde en mere hurtig tilgang til forretning. Programmering er faktisk et lidt langsommere fag, og jeg tror at det er godt at blive her i området. Så får vi også nogle andre medarbejdere bagefter. Det er jo ingen hemmelighed at vi håber Julie bliver her når hun er færdig efter vi har fået lov til at forme hvad det er vi tror på at man skal kunne,” siger Casper Bach Andersen.
For Jonas Dueholm handler det også om at betale tilbage til lokalsamfundet.
”Jeg er lidt lokalpatriotisk anlagt og vil gerne bidrage til udviklingen gennem de mennesker der bor her. Samtidigt ser vi vores elever som virksomhedens fremtid,” siger Jonas Dueholm, medejer af IT Klyngen.


Skrevet af Søren Knudsen
Presse- og kommunikationsrådgiver