Miljøstyrelsen godkender for første gang et fuldskala eFuels-anlæg – og det skal ligge på Masnedø

af | 6. jun 2025 | Erhvervsnyheder, Power-To-X

Energivirksomheden Arcadia eFuels kunne i sidste uge offentliggøre, at deres planlagte eSAF-anlæg på Masnedø i Vordingborg har modtaget miljøgodkendelse af Miljøstyrelsen.

Det oplyser Arcadia eFuels i en pressemeddelelse.

Anlægget på Masnedø skal producere CO2-neutralt flybrændstof baseret på brint, CO2 og vand. Produktionen fra power to x-anlægget kommer til at spare verden for 260.000 tons CO2-udledning om året gennem de 80.000 tons efuels, der produceres på anlægget. Produktionen svarer til det brændstofforbrug, der kræves for at opnå netto-nul CO₂-udledning fra indenrigsflyvninger i Danmark.

Miljøgodkendelsen er en vigtig milepæl for Arcadia eFuel, der vil bygge et af verdens første stor-skala Power to x-anlæg dedikeret til produktion af elektro-bæredygtigt flybrændstof (e-SAF). Og det er det første af sin slags, som godkendes i Danmark.

”Vores miljøtilladelse dokumenterer, at et banebrydende, fuldskala e-SAF-produktionsanlæg kan designes og godkendes i Danmark,” siger Martin Nielsen, fabrikschef.

”Vi har grønt lys til at færdiggøre udviklingen og igangsætte byggeriet.” fortsætter han.

Power to x-anlægget på Masnedø kommer til at kræve en investering på 15 milliarder kroner. Flybrændstofproducenten har tidligere modtaget trecifrede millioninvesteringer fra både franske SWEN Capitals og den tyske investeringsfond KGAL.

Direktør og ejer hos Knudsen Extrusion Peter Rosenkrands

Udfordrende godkendelsesproces

Miljøgodkendelsen omfatter hele produktionskæden, inklusive produktlager og faciliteter til ind- og udlevering med lastbil og rørføringer til ind- og udlevering med skibstransport via havnekajen, oplyser Miljøstyrelsen.

Da power to x-branchen stadig er i hastig udvikling, stiller det, ifølge Miljøstyrelsen, krav til kompetence- og vidensopbygning hos både virksomheder, rådgivere og myndigheder.

“Godkendelsesprocessen har været udfordrende, da PtX-anlægget er det første fuldskalaanlæg til produktion af eFuels herhjemme. Men vi er meget glade for at kunne understøtte den grønne omstilling ved at meddele miljøgodkendelse til Arcadia eFuels Vordingborg ApS,” skriver kontorchef i Miljøstyrelsen Morten Rickers Østergaard på styrelsens hjemmeside.

Da anlægget bruger store mængder strøm, har Miljøstyrelsen haft fokus på at undersøge, hvordan virksomhederne kan arbejde mod at opnå bedre energieffektivitet.

“I miljøgodkendelsen til Arcadia eFuels Vordingborg ApS stiller vi krav om, at virksomheden skal indføre et energiledelsessystem på anlægget, så virksomheden vedvarende og systematisk arbejder for at optimere processer og udnytte overskudsvarmen fra procesanlægget. Vi forventer at stille lignende krav på andre større PtX-anlæg i fremtiden,” skriver Morten Rickers Østergaard.

Grøn vækstmotor

Port of Vordingborg, som er erhvervshavnen i Vordingborg, har haft et tæt samarbejde med Arcadia eFuels siden 2022. Siden da er projektet vokset og har skabt lokale arbejdspladser.

”Det er fantastisk, at Arcadia eFuels nu er miljøgodkendt som det første eSAF-anlæg i Danmark. Det er en stor milepæl for projektet og ikke mindst for Port of Vordingborg, og vores strategi om at lade den grønne omstilling være vækstmotor,” siger direktør i Port of Vordingborg, Jan-Jaap Cramer.

Erhvervshavnen har med stor succes udvidet ad flere omgange og har i løbet af 10 år mere end nidoblet havnearealet.

”Vores fokus er at tiltrække flere producenter af grønne brændstoffer, lagring af CO2 og offshore vind og dermed understøtte at Vordingborg Kommune bliver Østdanmarks kraftcenter for grøn energi,” siger Jan-Jaap Cramer.