Byggeriet af den 18 kilometer lange Femern-tunnel mellem Lolland og tyske Femern har været i gang i 10 måneder og antallet af kontrakter med underleverandører har nu rundet de 200.
Her er virksomheder fra Lolland-Falster og Sydsjælland godt repræsenteret. Det viser en ny opgørelse fra Femern A/S.
Ud af de 207 tildelte kontrakter til dato har danske virksomheder vundet 110. Af dem er cirka en tredjedel lokale virksomheder (defineret som max én times kørsel fra byggepladsen).
Yderligere en tredjedel er bosat på Sjælland og i hovedstadsområdet, mens resten fordeler sig over hele Danmark.
(grafik: Femern A/S – viser fordelingen af kontrakterne)
2 virksomheder i Vordingborg kommune har indtil videre vundet opgaver på Femern projektet. Et af dem er malerfirmaet Björn Forsberg, der vandt maleropgaven på renoveringen af det tidligere Danhotel i Rødbyhavn, der skulle omdannes til bygherrecenter.
”Det var en stor opgave for os, og vi lærte meget af den opgave. Du skal være lidt hård i filten overfor de her store virksomheder og få alt skrevet ned. Det er et megastort projekt, og det bedste man kan gøre, er at gå sammen med andre virksomheder for at få opgaver i forbindelse med byggeriet af Femern-forbindelsen,” siger malermester Björn Forsberg.
Nyheden om at hver sjette kontrakt på Femern er landet hos lokale virksomheder vækker glæde hos Vordingborg Erhverv.
”Det er positivt at hver sjette kontrakt er landet lokalt. Det er klart, at der kommer flere opgaver de kommende år og nu det gælder for erhvervslivet om at gøre sig klar og byde sig til,” siger Bolette Christensen, direktør for Vordingborg Erhverv.
Virksomheder i Vordingborg Kommune kan få hjælp til at komme i gang på Femern gennem projektet ”Femern Change Zealand”, der blandt andet forsyner virksomhederne med viden om tunnel-projektets krav til leverandører og underleverandører.
Foreløbig er 51 virksomheder fra Region Sjælland med i projektet, og det er stadig åbent for yderligere interesserede.
Projektet drives af Erhvervshus Sjælland i samarbejde med Femern Belt Development, Business LF, Sorø Erhverv, Vordingborg Erhverv, Business Faxe, Connect Køge, Copenhagen Capacity, RUC og Zealand.
Hos Vordingborg Erhverv kan du kontakte Khady Tauber Koné på kk@vordingborgerhverv.dk for at få rådgivning. Læs mere om Femern Change her
Hos Femern A/S melder teknisk direktør Jens Ole Kaslund, at virksomhederne på Lolland-Falster og Sydsjælland er godt positioneret til at få yderligere opgaver på byggeriet af Femern Bælt-tunnelen.
”De har en naturlig geografisk fordel, og de har bevist, at de er både konkurrencedygtige og velforberedte. Der vil være mange opgaver på tværs af mange brancher i de kommende tid. Både byggeriet af produktionsfaciliteterne, tunnelportalen og særligt tunnelens mekaniske og elektriske installationer har stort potentiale for underleverandørerne,” siger Jens Ole Kaslund.
Ifølge Femern A/S vil de fleste kommende kontrakter formentlig tilhøre de klassiske håndværksfag, som elektrikere, VVS og lignende, men også virksomheder i service-branchen vil have muligheder for at byde ind med deres kompetencer.
Denne artikel er skrevet af Søren Knudsen
Presse- og kommunikationsrådgiver
T: +45 20 40 95 92
E: sk@businessvordingborg.dk