Dato: 27. februar, 2024
Tid: 9:00 - 15:30
Sted: Vordingborg Havn. Islandsvej 8, 4760 Vordingborg

Arbejder du for en havn, en entreprenør, en techvirksomhed, en rådgiver eller noget helt femte, og søger du nye løsninger til havneudvidelse, bæredygtige havnekonstruktioner eller fremtidssikring af havne?

Den 27. februar afholder Erhvervsfyrtårn Femern 2 i samarbejde med Artelia og Vordingborg Havn et virksomhedsarrangement for havne og virksomheder, der ønsker at finde grønne løsninger på havnes udfordringer i Danmark.

Havnedirektør i Vordingborg Havn, Jan-Jaap Cramer, inviterer på en guidet tur på Vordingborg Havn, hvor du får et unikt indblik i bæredygtige løsninger som fx genanvendelse og nyttiggørelse af restprodukter fra bygge- og anlægsprojekter.  Derefter åbner rådgivervirksomheden Artelia dørene for en eftermiddag, hvor vidensinstitutionerne DTU, FORCE og SDU står klar til at udforske og finde løsninger sammen med dig ift. nogle af tidens store havneudfordringer med fokus på bæredygtighed som LCA, genanvendelige materialer og nye teknologier.

Erhvervsfyrtårn Femern er medfinansieret af EU og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.