Vordingborg Forsyning fornyer sig med solceller og elektrificering

by | 8. Oct 2025 | Erhvervsnyheder

Førhen blev der fyret godt op i kulkedlerne på Masnedø, når der skulle leveres el og varme til byens borgere. Men sådan er det ikke længere.

Vordingborg Forsyning leverer stadig vand og varme til kommunens virksomheder og borgere og håndterer også spildevand og producerer strøm til elnettet, og i dag falder alle aktiviteterne i Vordingborg Forsyning nemlig enten ind i en grøn eller bæredygtig profil.

”Vi skal alle omstille os, så jeg synes, det er naturligt, at vi påtager os vores del af det. Det er en tradition, som har gennemsyret den her forsyning altid. Tidligere var det kulkraft herude. I dag har vi blandt andet en elkedel, som er en grøn løsning, der ikke udleder CO2,” fortæller Vordingborg Forsynings direktør, Kaspar Mondrup.

Forsyningsdirektøren har i over et år været styrmand på forsyningsskuden og er begyndt at sætte sit grønne aftryk på kommunens forsyningsselskab. Elkedlen er et eksempel på dette, og det samme er et stort batterisystem, der i løbet af det kommende år bliver installeret på forsyningens matrikel på Masnedø. Herudover har bestyrelsen i Vordingborg Forsyning besluttet at installere solceller på halmlagerets tag.

”Elkedlen er grøn, fordi den el, som giver energi til kedlen, der varmer vandet op, bliver produceret ved hjælp af sol og vindenergi. Vi tænder den kun, når strømpriserne er lave, og strømmen med stor sandsynlighed, kommer fra vedvarende energi. Og rent faktisk kan elkedlen alene producere lige så meget varme som det eksisterende kraftvarmeværk,” siger direktøren for Vordingborg Forsyning.

”Kraftvarmeværket anvender meget strøm, når det kører. De nye solceller på halmladen skal levere denne strøm, så forsyningen ikke skal købe strøm til driften i markedet, uddyber Kaspar Mondrup.

“Her bruger vi vores biomasse til at lave energi. Og samtidig er der også rigtig meget innovation her, hvor vi hele tiden vurderer, hvilken teknologi vi skal bruge i forhold til at optimere vores samlede palette af energiproduktion.”

Direktør og ejer hos Knudsen Extrusion Peter Rosenkrands

Grønlandsk eksempel

Kaspar Mondrup kommer til Vordingborg Forsyning fra en direktørstilling hos Grønlands forsyningsselskab, Nukissiorfiit.

”Vores vigtigste opgave i Grønland var at levere strøm, vand og varme til landets borgere og virksomheder. Derudover var det en bunden opgave at omstille virksomheden fra energiproduktion baseret på dieselkraft til vandkraft – altså den energikilde, der var lokalt tilgængelig, til at lave grøn energi,” forklarer Kaspar Mondrup.

På flere måder sammenligner forsyningsdirektøren situationen hos det grønlandske forsyningsselskab med Vordingborg.

”Her bruger vi vores biomasse til at lave energi. Og samtidig er der også rigtig meget innovation her, hvor vi hele tiden vurderer, hvilken teknologi vi skal bruge i forhold til at optimere vores samlede palette af energiproduktion. Og hvordan vi sikrer os, at vi også i fremtiden kan levere de grønne løsninger ud til borgerne. ” siger Kaspar Mondrup og tilføjer:

”Al flis og halm, der anvendes til at producere el og varme i Vordingborg Forsyning er certificeret.”  

“Vores halmfyrede kraftvarmeværk udleder biogen CO2 gennem vores skorsten, når vi brænder halm af. Den her biogene CO2, den skal man faktisk bruge i processen, når man producerer eSAF.”

Direktør og ejer hos Knudsen Extrusion Peter Rosenkrands

Forsyningssikkerhed

Ifølge forsyningsdirektøren giver kombinationen med de forskellige teknologier med biomasse-, gasbaseret og elektrificeret varme en større forsyningssikkerhed til kommunens borgere og virksomheder:

”Vi er i stand til at producere vores varme på flere forskellige måder. Vi kan producere den ved hjælp af vores halmfyrede og flisfyrede kraftværk, med vores gaskedler, og så kan vi producere varmen med vores elkedel. Elkedlen bruger vi, når strømpriserne er lave og strømmen, som oftest, er grøn. På den måde sikrer vi at producere billigst mulig varme til borgerne igennem hele året.”

”Det er svært at have noget at være utilfreds med, når man faktisk føler, at man både løser en samfundsopgave og en økonomisk opgave på en og samme tid,” siger Kaspar Mondrup.

Direktør og ejer hos Knudsen Extrusion Peter Rosenkrands

Fremtidige integrationer

Gennem en årrække har Arcadia eFuels arbejdet på at etablere et power to x-anlæg på Vordingborg Havn. Her skal de producere CO2-neutralt flybrændstof, eSAF, ved hjælp af vand, Co2 og grøn strøm. Der er flere årsager til, at Arcadia eFuels har udvalgt Vordingborg Havn som lokation, og naboskabet med Vordingborg Forsyning er heriblandt.

”Vores halmfyrede kraftvarmeværk udleder biogen CO2 gennem vores skorsten, når vi brænder halm af. Den her biogene CO2, den skal man faktisk bruge i processen, når man producerer eSAF,” forklarer Kaspar Mondrup.

Arbejdet med at integrere de nye teknologier ligger lige for, mener forsyningsdirektøren:

”Det er en helt naturlig rejse for os som forsyning at være på. Og jeg tror, at alle forsyninger i hele Danmark vil gøre alt, hvad de kan, for at være med til at underbygge den grønne omstilling af vores samfund.

Bidrager lokalt

Udover at Vordingborg Forsyning bidrager væsentligt til kommunens grønne omstilling, bidrager de også med økonomisk vækst i lokalområdet.

”Vi investerer i omegnen af 2-300 mio. kr. årligt. Det er naturligt, at vi gør, hvad vi kan for at sikre, at det er lokale entreprenører, det er med til at skabe en masse arbejde i lokalområdet,” lyder det fra Kaspar Mondrup.