Verdensnyhed indenfor skibsteknologi sejler fra Klintholm Havn

by | 4. Mar 2026 | Erhvervsnyheder

I Klintholm Havn på Møn ligger et fartøj, der ved første øjekast ligner et traditionelt serviceskib til havmølleindustrien. Men katamaranen ‘Impulse’ er ikke helt almindelig. Med sit avancerede affjedringssystem er skibet det første af sin slags i kommerciel drift i verden. 

Fra sin base i Klintholm Havn på Møn servicerer Impulse, som er et Crew Transfer Vessel (CTV), det tyske energiselskab EnBWs havmøllepark syd for Møn, Baltic 2.  

Hver dag sejler Impulse vindmølleteknikere ud til vindmøllerne ved Baltic 2, men turen adskiller sig markant fra en tur i et konventionelt Crew Transfer Vessel (CTV). 

”For os er det altafgørende at reducere vejrrelateret nedetid mest muligt for vores havvindmølleparker. Fra vores base i Klintholm Havn kan vi sejle med CTV-enheder til 24 passagerer på maksimalt 25 meter, og for at opnå den nødvendige fleksibilitet var idéen at udvikle et nyt CTV-koncept,” fortæller Roman Müller, operations manager for EnBWs havvindmølleparker i Østersøen. 

Det nye CTV-koncept er bestilt af EnBW og det første i verden i kommerciel drift med et helt særligt hydraulisk affjedringssystem udviklet af det australske firma Nauti-Craft Pty Ltd.

”Konceptet kombinerer højere vejrmæssige tolerancer, som hidtil kun større fartøjer kan præstere, med de mindre enheders kompakte størrelse. Med Impulse sikrer vi en mere behagelig overfart, hvor der er mindre risiko for søsyge gennem affjedringssystemet. Derudover får en mere sikker overstigning til møllerne, hvilket er den mest kritiske del af transporten,” forklarer Roman Müller. 

“Impulse er mere behagelig at sejle i, og man bliver også meget mindre søsyg på en båd som denne, fordi vi har fjernet nogle af de bevægelser, der er forbundet med sejladsen”

Paul Roocke | Ingeniør, Nauti-Craft

Direktør og ejer hos Knudsen Extrusion Peter Rosenkrands

Avanceret kombination af hydraulik og software

Affjedringssystemet lader skibets to skrog bevæge sig uafhængigt af hinanden med bølgerne, mens selve overbygningen – chassiset, hvor mandskabet opholder sig – forbliver næsten ubevægeligt. 

“Det er en helt anderledes oplevelse for teknikerne,” forklarer Paul Roocke, som er ingeniør hos Nauti-Craft. Han har tilbragt flere måneder i Klintholm Havn for at teste og finjustere systemet.  

“Impulse er mere behagelig at sejle i, og man bliver også meget mindre søsyg på en båd som denne, fordi vi har fjernet nogle af de bevægelser, der er forbundet med sejladsen,” forklarer han.  

“Teknikken er lidt ligesom i din bil, når du kører på en brolagt gade eller en grusvej. Hjulene hopper op og ned, men du sidder behageligt i sædet i kabinen uden at mærke ret meget til de mange bump på vejen,” forklarer ingeniøren.  

Adskiller skrog

På et skib er det bølgerne, der er bump, og det skal det australske system sikre vindmølleteknikerne imod. Systemet består af en avanceret kombination af hydraulik og intelligent software. Paul Roocke forklarer: 

“Grundlæggende har vi adskilt skrogene fra overbygningen, som vi kalder chassiset. I hvert hjørne af skibet sidder en manifold, der styrer et komplekst hydraulisk system. Store cylindre kan lynhurtigt justere affjedringen for at modvirke bølgernes bevægelser.” 

Fire kontrolbokse – skibets ‘hjerner’ – er kernen i den australske virksomheds opfindelse. De sikrer, at hvis skibet løftes af en bølge, reagerer systemet øjeblikkeligt for at stabilisere fartøjet.  

Hver hundrededel af et sekund beregner de præcist, hvordan affjedringen skal justeres for at opretholde stabiliteten. Systemet kan løbende justeres af kaptajnen med et joystick, der giver fuld kontrol over skibets bevægelser. 

Direktør og ejer hos Knudsen Extrusion Peter Rosenkrands

Flere sejldage og lavere brændstofforbrug 

Stabiliteten har afgørende fordele for driften af havmølleparken fra Klintholm Havn, som ofte har store bølger. Hvor traditionelle serviceskibe typisk må afbryde arbejdet ved lavere bølgehøjder, kan Impulse med sit affjedringssystem, ifølge EnBW, overføre teknikere til møllerne sikkert i op til 2,1 meter høje bølger. 

“1,2 til 1,5 m er generelt grænsen. Andre kan godt sejle ud i en 2 meters sø, men de vil ikke kunne lægge sig stabilt op mod en vindmølle, og så bliver risikoen for stor for teknikeren, der stiger af og på,” siger Paul Roocke.  

EnBW valgte i 2020 netop Klintholm Havn som servicehavn på grund af den gode beliggenhed tæt på Baltic 2, og med Impulse og affjedringssystemet fra Australien opnår energivirksomheden en yderligere forbedring ved at øge antallet af servicedage, fordi den nye CTV er bedre til bølgerne.  

”Resultaterne har indtil videre været bedre end selv de teoretiske beregninger. Vi har opnået sikre overførsler til vindmøllerne bølgehøjde på 1,80–2,00, hvilket er bemærkelsesværdigt for en CTV på blot 18 meter,” siger Roman Müller. 

Samtidig er den nye skibsteknologi med til at gøre den grønne strøm lidt grønnere, fordi fartøjet bruger mindre brændstof.  

Når et konventionelt serviceskib lægger til ved en mølle, presser det sig mod vindmøllen med næsten 100% motorkraft for at holde positionen. Impulse kan, fordi skrogene følger bølgerne og modvirker en del af bevægelsen op og ned i bølgerne, holde sin position med kun 50-60% motorkraft – en brændstofreduktion på omkring 40%. 

”Som med alle prototyper er der naturligvis enkelte ting, der skal håndteres i opstartsfasen i takt med, at vi indsamler mere data og praktisk erfaring, for at opnå en teknisk tilgængelighed på 100 procent. Vi er godt på vej mod færdiggørelsen, og vi tror fuldt og fast på, at Impulse kan blive en gamechanger på det kommercielle CTV-marked,” lyder det fra Roman Müller.

Fra Australien til Klintholm med lokal hjælp

Den nye teknologi har været på en lang rejse, før den er kommet i drift i Klintholm Havn. Selve affjedringssystemet er opfundet i Australien, mens skroget er udviklet og bygget i Slesvig-Holsten i Tyskland af Wallaby Boats. 

Under testperioden i Klintholm Havn har Paul Roocke også vist sig at kunne drage nytte af ekspertise fra lokale leverandører.

“Der er et par steder i Stege, hvor jeg har fundet CNC-maskiner og alt muligt, hvilket er fantastisk. Og på den anden side af Møn har jeg også fundet laserudskæringsfaciliteter,” fortæller Paul Roocke.

“Det betyder meget, for når jeg så er tilbage i Australien, og jeg har brug for at få noget ordnet med CTV’en i Klintholm, ja, så kan jeg nemt ringe til dem og sige ‘Det er Paul. Husker du mig?’ Og så har de straks et billede af, hvad jeg taler om i stedet for, at jeg skal til at forklare det hele over telefonen,” siger den australske ingeniør.

Vordingborg Kommune investerer i Klintholm Havn

Tilstedeværelsen af innovative opfindelser indenfor den grønne omstilling som Impulse fra EnBW er med til at understrege Klintholm Havns vigtige rolle som servicehavn for den grønne omstilling i Østersøen. En rolle, der for kort tid siden blev styrket yderligere med endnu en økonomisk opbakning fra Vordingborg Kommune.  

Kommunalbestyrelsen besluttede den 27. august 2025 at afsætte yderligere 10 millioner kroner til Klintholm Erhvervshavn. Dermed er det samlet set besluttet at investere 40 millioner kroner i stormsikring og udvidelse af erhvervshavnen i Klintholm.  

Pengene skal blandt andet gå til en ny stenmole, der skal sikre havnen mod fremtidige stormhændelser og forbedre bølgeforholdene inde i havnen. 

Der bliver kajplads til flere CTV’er, og investeringen er dermed ikke kun en sikring af havnen, men også en strategisk satsning på at understøtte aktiviteten inden for offshore-vindenergi og vejen mod visionen om at blive Østdanmarks kraftcenter for grøn energi.