Den populære ordning, hvor virksomheder kan modtage halvdelen af lønnen i seks måneder ved at ansætte en ledig erhvervsuddannet eller akademiker, åbner for nye ansøgninger fra torsdag den 5. marts 2026.
Den nye Vækstpilot tilbyder større tilskud – op til kr. 20.000 per måned – og som noget nyt kan virksomheden samtidig modtage op til kr. 20.000 øremærket til kompetenceudvikling af Vækstpiloten, så vedkommende bliver klædt optimalt på til opgaven.
Det er i den nye Vækstpilot blevet muligt at søge igen lige så snart, det seneste forløb er afsluttet. Et nyt krav er, at virksomheden skal beskæftige mindst to årsværk for at kunne søge.
Ordningen har for årene 2025 og 2026 fået tilført ekstra midler; i alt 25 mio. kroner fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse med det formål at tilføre nye kompetencer til danske virksomheder, fordi det har vist sig, at Vækstpiloterne tilfører virksomheder så meget værdi, at 2 ud af 3 virksomheder efterfølgende ender med at fastansætte Vækstpiloten.
Læs mere om den nye Vækstpilot her





