En kølig vind fejede ind gennem Stege, og dramatiske skyer trak op på himlen fredag formiddag den 22. august 2025, da 100 8. klasseelever deltog i Business Vordingborgs skattejagt på årets Folkemøde Møn i Stege.
Det lykkedes på ingen måde det efterårslignende vejr at lægge en dæmper på de engagerede elever, og mens politikere og andre voksne debatterede i teltene langs Storegade, handlede det for eleverne fra fire lokale folkeskoler om samarbejde, viden og rå muskelkraft i skattejagten Power i Provinsen, hvor de kæmpede om en præmiecheck på 5.000 kroner til klassekassen.
Skattejagten var arrangeret af Business Vordingborg med assistance fra gymnasieelever fra Vordingborg Gymnasium, på vegne af initiativgruppen bag Power i Provinsen. Udover Business Vordingborg, er Vordingborg Kommune, Vordingborg Forsyning, Vordingborg Gymnasium og HF, og Zealand Business College repræsenteret i gruppen.
“
“Vi forsøger at vise de unge, hvilke spændende muligheder der findes lige her i vores eget lokalområde.”
Oskar Svane Olesen | Projektleder, Business Vordingborg
Oskar Svane Olesen fra Business Vordingborg er arrangør af skattejagten for 8. klasserne på Folkemøde Møn fredag den 22. august 2025. Formålet med skattejagten er at få de unge engageret i at være på folkemødet med en god oplevelse, og at de samtidig får øje på de tekniske og faglærte retninger i uddannelsessystemet. Foto: Business Vordingborg.
Projekt Power i Provinsen
Business Vordingborg, Vordingborg Kommune, Vordingborg Forsyning arbejder mod at inspirere unge til at interessere sig for de tekniske fag gennem projektet Power i Provinsen.
Visionen er at formidle viden om fremtidens teknologier og uddannelsesmulighederne i de nye grønne industrier for at fremtidssikre det lokale arbejdsmarked.
Power i Provinsen skal udmøntes i en skoletjeneste for elever i folkeskolen og studerende på ungdomsuddannelserne og forankres i et formidlings- og erhvervscenter med fokus på fremtidens teknologier inden for grøn energi.
Projektet har indtil videre modtaget udviklingsstøtte fra Udviklingsalliancen Sjælland, og skattejagten på Folkemøde Møn var første aktivitet i udviklingsarbejdet. Næste arrangement bliver den 19. september 2025, hvor der afholdes Power i Provinsen-messe i hallen på Vordingborg Gymnasium.
Fremtidens samfund
Startskuddet til skattejagten lød fredag kl. 9.30 i Rosenhaven, hvor første post bød på fysisk udfoldelse: En wipe-out-bane med en drabelig gladiatorkamp, hvor det gjaldt om at holde balancen og daske modstanderen i “gulvet” med store, bløde “pøller”. Latter og hujen blandede sig med den friske vind, mens eleverne heppede på deres klassekammerater.
Skattejagtens fem poster var designet til at give eleverne et indblik i fremtidens samfund og karrieremuligheder. På en af posterne, som var i teltet hos AffaldPlus, handlede det ikke om skrald, men om højteknologi, da eleverne skulle finde informationer om, hvordan man kan indfange og lagre CO2 for at bekæmpe klimaforandringer.
Ved SOSU-skolens telt fik de et konkret indblik i velfærdsteknologi og skulle svare på, hvordan robotter og digitale hjælpemidler allerede i dag assisterer i plejesektoren.
SOSU-skolen: Det giver et point til hver elev, der kan fortælle, hvordan man bruger teknologi i SOSU-fagene. Samtidig kan man få lov til at bruge mikroskoperne til at kigge på ens egne celler eller andre ting. Mulighed for at opnå 4 point i alt per klasse. Foto: Business Vordingborg.
Give en god oplevelse
“Vores mål er at få de unge engageret i at være på Folkemøde Møn med en god oplevelse, og at de samtidig får øje på de tekniske og faglærte retninger i uddannelsessystemet. Vi forsøger at vise de unge, hvilke spændende muligheder der findes lige her i vores eget lokalområde,” fortæller Oskar Svane Olesen, som er projektleder hos Business Vordingborg.
Kl. 13.00, efter timers intens konkurrence, blev den vindende klasse kåret. Glæden var stor, da 8.A fra Svend Gønge Skolen i Præstø modtog checken på 5.000 kr. til klassekassen, som et håndgribeligt bevis på, at godt sammenhold og nysgerrighed betaler sig. Og at der er masser af power i provinsens unge.










