Ny national industripark bliver placeret på Sydsjælland

by | 29. Oct 2025 | Erhvervsnyheder

Et stort flertal i Folketinget har udpeget Industrial Hub Zealand på 207 hektar mellem Tappernøje og Bårse til national industripark. Udpegningen skaber store muligheder for tiltrækning af bæredygtige produktionsvirksomheder, vurderes det i både Næstved og Vordingborg kommuner, der står bag den nye nationale industripark.

En ny 207 hektar stor national industripark skal etableres mellem Tappernøje og Bårse på Sjælland. Det er nu slået fast af Folketingets forligskreds bag aftalen om Rød Løber for produktionsvirksomheder, der skal sikre gode rammevilkår og konkurrencebetingelser for produktionsvirksomheder og tung industri.

Industrial Hub Zealand er udpeget af forligskredsen blandt 29 kommuner, der har ansøgt om at blive udpeget til national industripark. Ifølge Business Vordingborg-direktør, Helene Urth, kommer udpegningen til at have stor betydning.

“Udover den røde løber, som sikrer enkel og smidig sagsbehandling, kan vi tilbyde store arealer, hvor virksomhederne kan være med til at påvirke planlægningen og skabe symbioser på tværs af industrier. Udpegningen af området som industripark er en stor milepæl og vil få kæmpestor betydning for erhvervsudviklingen i Vordingborg og Næstved Kommune og styrke væksten på hele Sydsjælland”, siger Helene Urth.

Industrial Hub Zealand er skabt i et tværkommunalt samarbejde mellem Næstved og Vordingborg kommuner. Og de to borgmestre, Carsten Rasmussen og Mikael Smed, ser store muligheder i at tiltrække bæredygtige produktionsvirksomheder.

”Med den nye nationale industripark vil vi give industrivirksomheder med ambitioner om en bæredygtig profil en unik mulighed. Her kan virksomhederne potentielt drage nytte af grøn strøm fra det nærliggende VE-projekt ved St. Røttinge og tilkobling til den nye gasledning”, siger borgmester i Vordingborg Kommune Mikael Smed.

Med udpegningen af Industrial Hub Zealand som national industripark er der blandt andet skabt grobund for at sikre produktionsvirksomheder gode muligheder for at sikre sig en attraktiv placering, når Femern Bælt-forbindelsen åbner om få år.

Direktør og ejer hos Knudsen Extrusion Peter Rosenkrands

Borgmester i Vordingborg Kommune, Mikael Smed (tv.), og borgmester i Næstved Kommune, Carsten Rasmussen (th.), ser store muligheder i, at Industrial Hub Zealand er udpeget som national industripark. Foto: Business Vordingborg.

Samarbejde starter nu

Samarbejde mellem Vordingborg Kommune og Næstved Kommune har været kernen i den fælles ansøgning. Heri har kommunerne ønsket at oprette en fælleskommunal organisation, som kan sikre at virksomhederne får kvalificeret vejledning og sagsbehandling fra medarbejdere med viden om lokale forhold. Organisationen skal desuden markedsføre industriparken internationalt, håndtere interesserede virksomheder og investorer og føre de kommercielle aktørdialoger sideløbende og koordineret med de myndighedsrettede processer.

”Det stærke samarbejde på tværs af kommunegrænsen har nu båret frugt i forhold til, at Industrial Hub Zealand er blevet udpeget til National Industripark. Nu skal vi tage skridtet videre og skabe en fælles organisation, der skal udvikle, drive, og markedsføre området internationalt samt sikre hurtig og smidig sagsbehandling for Industrial Hub Zealands virksomheder”, slår direktør Rasmus Holst-Sørensen, Næstved Erhverv fast.

”Vi har en begrundet forventning om, at både danske og europæiske virksomheder ser stort potentiale i at placere sig klos op ad transportkorridoren mellem Skandinavien og Centraleuropa. De logistiske forbindelser gør vores nationale industripark til et oplagt valg for virksomheder indenfor produktion og grøn teknologi”, vurderer borgmester i Næstved Kommune, Carsten Rasmussen.

Industrial Hub Zealand bliver en del af Rød Løber-aftalen, der handler om at oprette en one-stop-shop for produktionsvirksomheder, som skal bidrage til at sikre en hurtigere og smidigere myndighedsproces ved etablering og udvidelse af produktionsfaciliteter.