Den 29. januar 2026 afholder Vordingborg Erhvervsforening, Business Vordingborg, Vordingborg Kommune, Møns Bank og Lollands Bank den traditionsrige erhvervsprisuddeling. Men i år kommer erhvervsprisfesten i nye klæder, da arrangørerne for første gang kombinerer årets største erhvervsfest i Vordingborg Kommune og erhvervsforeningens nytårskur med et gallashow i de smukke omgivelser på Geocenter Møns Klint.
Vanen tro uddeles Erhvervsprisen, Bæredygtighedsprisen og Overraskelsesprisen i løbet af aftenen.
Tilmeld dig Vækstgalla – Erhvervspris 2025 her.
Dennis Thun er med familievirksomheden D.T. Brolægning og Entreprise nomineret til Erhvervsprisen 2025. Foto: Business Vordingborg.
Erhvervsprisen 2025 – Nominerede
Delicate Coffee leverer kaffe og kaffeautomater til andre virksomheder, kantiner, skoler og restauranter fra den gamle hjemmeværnskaserne i Stensved uden for Vordingborg.
Virksomheden har de seneste år med Henrik Bolvig Nielsen ved roret leveret solid vækst og skaber arbejdspladser og aktivitet i kommunen. Sammen med medejeren BKI, lægger Delicate Coffee vægt på at kende deres lokale bønder, og sørger for at bønderne opererer under ordnede forhold og tager et globalt ansvar lokalt.
Det er desuden ikke første gang Henrik Bolvig Nielsen har virksomhedssucces. Han har tidligere været med i ejerkredsen i kaffevirksomheden Cafax.
DT Brolægning og Entreprise er en entreprenørvirksomhed med base i Vordingborg, som har specialiseret sig i brolægning og anlægsarbejde af høj kvalitet. Virksomheden drives af Dennis Thun. DT Brolægning har markeret sig som en af de dygtigste i branchen, hvor de vandt blandt andet Brolæggerprisen i 2015 for deres arbejde på Købmagergade i København.
Selvom virksomheden fysisk er flyttet til nye lokaler på Algade i Vordingborg, udføres en meget stor del af deres arbejde i København og omegn. De har dog også sat deres præg lokalt i Vordingborg, hvor de blandt andet har stået for belægningen med røde teglsten på Slotstorvet og Borgertorvet. DT Brolægning driver en god forretning, som leverer solide resultater, og engagerer sig også i lokale initiativer, hvor de altid er klar til at støtte op om blandt andet om VIF og foreningslivet generelt.
Upfront Security er en familiedrevet virksomhed med hovedkontor i Præstø, med Søren Winckler, Cindie Winckler og Kim Winckler bag roret. Sikkerhedsfirmaet er inde i en rivende udvikling. Fra Præstø dækker virksomheden i dag store dele af Sjælland og Lolland-Falster, og har en klar vækststrategi. For andet år i træk er Upfront Security højst placeret i Vordingborg Kommune på Børsens Gazelle-liste over virksomheder med minimum en fordobling i vækst over de seneste fire år.
Udover at være vokset til en betydelig spiller i vagtbranchen, er virksomheden nu i gang med at implementere højteknologiske løsninger, der skal styrke deres markedsposition yderligere. Det nyeste tiltag er en autonom vagtrobot, som virksomheden er gået i gang med at teste.
Erhvervsprisen tildeles en virksomhed i Vordingborg Kommune, som i årets løb har udmærket sig gennem eksempelvis:
• En særlig indsats for erhvervsudviklingen i Vordingborg kommune
• Økonomisk vækst
• Skabelse af arbejdspladser
• Særlige tiltag over for medarbejdere
• Innovation
• Internationalisering
Lars og Line Bang tænker bæredygtighed ind i alle facetter i deres virksomhed og er nomineret til Bæredygtighedsprisen 2025. Foto: Business Vordingborg.
Bæredygtighedsprisen 2025 – Nominerede
Bang A/S er en af Vordingborgs mest fremtrædende og hurtigst voksende elektrikervirksomheder. Virksomheden har hjemme på Højgaardsvej i Business Park Vordingborg ved afkørsel 41, hvor de var blandt de første til at etablere sig. Virksomheden blev grundlagt i 2014 af el-installatør Lars Bang. Det startede som en enkeltmandsvirksomhed, og er vokset til at have over 30 ansatte.
Bang A/S har gjort bæredygtighed til en del af deres brand, hvor affaldssortering altid har været en topprioritet. De har indført et system, hvor de sorterer affald i op mod 33 forskellige fraktioner for at sikre maksimal genanvendelse. Virksomheden har en erklæret målsætning om at være fri for fossile biler i 2030 og har allerede investeret massivt i el-drevne varevogne. Derudover brugte de genbrugsmaterialer og tænkte klimaet ind i konstruktionen, da de byggede deres domicil ved afkørsel 41. Virksomheden har også lavet et tæt samarbejde med Værestedet Ritas i Vordingborg, som er et sted for socialt udsatte borgere.
Sydkysthaven i Præstø producerer lokale økologiske grøntsager af højeste kvalitet og bidrager til en fødevarefortælling om grøntsager, som er dyrket efter økologiske og regenerative principper af en lille producent. Deres udvalg omfatter spæde grøntsager, mange varianter af spiselige blomster samt unikke urter, som alle er egenproducerede fra haven på Roneklintvej.
De afsætter deres grøntsager til blandt andet Michelin Restauranter i København og viser at økonomisk vækst og bæredygtig drift kan følges ad.
Bæredygtighedsprisen tildeles virksomheder, der arbejder for den grønne omstilling med bæredygtige tiltag, der hjælper både virksomheden selv, deres kunder og vores klima. Alle bæredygtige initiativer kan tages i betragtning, når dommerkomiteen udvælger vindervirksomheden.
Delicate Coffee og Henrik Bolvig Nielsen er nomineret til Erhvervsprisen 2025. Foto: Business Vordingborg.





