Sprinklerfirma med stort potentiale etablerer sig i Vordingborg Kommune

by | 21. Aug 2026 | Erhvervsnyheder

Der er relativt få virksomheder på landsplan, der arbejder specialiseret med sprinkleranlæg og har de tilhørende certificeringskrav, som BKP Teknik A/S. Virksomheden arbejder med rådgivning, projektering, installation og service af sprinkler- og brandsikringsanlæg, og de har nu besluttet sig for at etablere sig i Vordingborg Kommune.

”Fra vores hovedsæde på Bogø får vi adgang til et marked, der omfatter Sydsjælland og Lolland-Falster, samtidig med at hovedstadsområdet kan nås mod nord. Det er desuden et lokalområde med betydelig aktivitet med udviklingen omkring Femern-forbindelsen og de tilknyttede bygge-, anlægs- og erhvervsaktiviteter,” siger partner i BKP Teknik A/S og sprinkleringeniør, Karsten Jørgensen.

Bag virksomheden står Peter Drechsler, Karsten Jørgensen, Brian Roest Hansen og en lokal investor. Alle er erfarne kræfter med mere end 75 års erfaring fra branchen med brandsikring, sprinklerteknik, projektering, rådgivning, installation og service. Deres kunder er gennem B2B, hvor de løser opgaver for blandt andre kommuner, ejendomsudviklere, nogle af landets største produktionsvirksomheder samt totalentreprenører og hovedentreprenører.

Med hjælp fra Business Vordingborg har virksomheden allerede identificeret en lokal investor, som har fået øjnene op for potentialet, det nye sprinklerfirma rummer.

”Vi ønsker at være et konkurrencedygtigt alternativ på markedet. Vi har en organisation, der gør os i stand til at arbejde effektivt og være skarpe på prisen, samtidig med at vi holder fast i den tekniske kvalitet, dokumentation og rådgivning,” forklarer Karsten Jørgensen.

“Ambitionen er ikke alene at kunne levere anlæggene, men at opbygge og fastholde en høj specialiseret faglighed i virksomheden.”

Karsten Jørgensen | partner, BKP Teknik A/S

Direktør og ejer hos Knudsen Extrusion Peter Rosenkrands

Fra venstre: Peter Drechsler, Brian Roest Hansen og Karsten Jørgensen . Foto: BKP Teknik A/S.

Eget træningscenter

For BKP Teknik A/S handler brandsikring ikke alene om at installere et anlæg. Rådgivning og projektering er en væsentlig del af virksomhedens forretning, lyder det fra Karsten Jørgensen:

”Vi hjælper kunderne med at finde den teknisk og økonomisk rigtige løsning og kan følge projektet hele vejen fra de første overvejelser og projektering til installation, idriftsættelse, service og den efterfølgende drift.”

Et vigtigt element i virksomheden, er etableringen af BKP Tekniks eget træningscenter. Her kan de løbende dygtiggøre egne sprinklerteknikere, brandrådgivere og driftsansvarlige inden for blandt andet AVS, automatisk vandsprinkling og ABA, automatisk brandalarmering. Et lignende træningscenter findes kun ét andet sted i Danmark.

”Ambitionen er ikke alene at kunne levere anlæggene, men at opbygge og fastholde en høj specialiseret faglighed i virksomheden. Det er afgørende i en branche, hvor anlæggene skal fungere den dag, der virkelig bliver brug for dem,” siger Karsten Jørgensen.

“Inden vi etablerede os på Sydsjælland, var der ikke et teknikhus med de kompetencer og certificeringer inden for sprinklerområdet.”

Karsten Jørgensen | Partner, BKP Teknik A/S

Direktør og ejer hos Knudsen Extrusion Peter Rosenkrands

BKP Teknik A/S planlægger at etablere eget træningscenter, hvor de kan dygtiggøre egne teknikere, skabe arbejdspladser og opbygge specialiserede kompetencer lokalt. Foto: BKP Teknik A/S.

Vender hjem

En anden væsentlig grund til at valget faldt på Vordingborg Kommune ligger i to af virksomhedens partneres ophav. To af virksomhedens fire partnere har rødder på Sydsjælland. Udover de mange bygge-, anlægs- og erhvervsaktiviteter, er det ønske fra Peter Drechslers og Karsten Jørgensens side at etablere en virksomhed, der kan skabe arbejdspladser.

”Vi etablerer jo også vores eget træningscenter, som skal medvirke til at understøtte ambitionen om både at rekruttere medarbejdere og selv opbygge de nødvendige specialkompetencer i lokalområdet,” siger Karsten Jørgensen, der dog heller ikke lægger skjul på markedspotentialet:

”Inden vi etablerede os på Sydsjælland, var der ikke et teknikhus med de kompetencer og certificeringer inden for sprinklerområdet. Det findes flere steder i andre dele af landet. Derfor var det en oplagt mulighed for at etablere os i et marked, hvor der ikke i forvejen var samme lokale udbud, mens vi samtidig skaber arbejdspladser lokalt.”