SMV:Pro-puljerne samles og skifter navn

by | 20. Aug 2026 | Erhvervsnyheder

Erhvervsfremmesystemet er i gang med at flytte rundt og omstrukturere tilgangen til de forskellige tilskudspuljer, så det gerne skulle blive lettere at finde de relevante tilbud og samtidig styrke oplevelsen af sammenhæng på tværs.

I den forbindelse udfases det kendte program-navn SMV:Pro, hvor virksomheder kan opnå offentligt tilskud – ofte på 50% – af udgifter til analysearbejde, kompetenceløft, strategiske indsatser, sparring mm. med private rådgivere.

Tilskuddene forsvinder ikke men samles under den nye betegnelse “Få styr på strategi, ledelse og fremtidens udfordringer”, hvor du kan søge om tilskud til at få lagt fundamentet for at kunne udvikle og drive en sund virksomhed.

Det kan fx være hjælp til professionalisering af organisationen og strategisk afklaring, herunder analyser og indsamling af viden, der skal sætte virksomheden og dens ledelse i stand til at træffe gode strategiske beslutninger og øge virksomhedens vækst.

En mindre del af et rådgiversamarbejde kan desuden benyttes til kortere kompetenceløftende kursusforløb, der er rettet mod beslutningstagerne i virksomheden, herunder ejerleder, ledelsesgruppen og nøglemedarbejdere.​ Behovet for kompetenceudviklingsdelen skal dog være en naturlig afledt effekt af hovedforløbet.

I det nye set-up er der defineret seks under-puljer inden for hver sit emne:

1 – Definer selv din opgave
Du kan søge om op til 300.000 kr. og du får 50% i tilskud. Et typisk rådgivningsforløb koster 150.000-200.000 kr. hvor du får 50% i tilskud. Vælger du at ansøge om max. beløb på én gang, kræver det en meget velbeskrevet, specifik, detaljeret og faseopdelt ansøgning.

2 – Gør din virksomhed klar til det uventede (kriseberedskab)
Du kan søge om op til 100.000 kr., og du får 50% i tilskud.

3 – Medarbejderejede virksomheder
Du kan vælge mellem to pakker. Vær særligt opmærksom på krav om minimum 5 årsværk ved disse pakker:
Pakke 1 (afklaring): Du kan søge om op til 50.000 kr., og du får 50% i tilskud.
Pakke 2 (gennemførelse): Du kan søge om op til 445.000 kr., og du får 50% i tilskud.

4 – Få en professionel bestyrelse eller et advisory board
Du kan vælge mellem to pakker:
Pakke 1 (afklaring): Du kan søge om op til 50.000 kr. og du får 50% i tilskud.
Pakke 2 (opstart og udvikling): Du kan søge om op til 50.000 kr., og du får 50% i tilskud.

5 – Salgsmodning af din virksomhed (ejerskifte)
Du kan søge om op til 100.000 kr., og du får 50% i tilskud.

6 – Strategi og forretningsmæssig sparring
Du kan vælge mellem to pakker:
Pakke 1 (strategi & organisationsudvikling): Du kan søge om op til 80.000 kr., og du får 50 % tilskud.
Pakke 2 (forretningsmæssig sparring): Du kan søge om op til 100.000 kr., og du får 50 % tilskud.

Puljerne åbner og lukker i to omgange hen over efteråret:

  1. september – 15. september 2026
  2. oktober – 6. november 2026.

Datoerne for 2027 er endnu ikke offentliggjort.

Find flere informationer og ansøg hos Virksomhedsguiden.