Citymanagere på inspirationstur

af | 11. maj 2022 | Detail, Erhvervsnyheder

Nogle gange gælder det om at træde ud af egen rede, hvis man vil udvikle sig. Derfor var de tre citymanagere, der repræsenterer kommunens tre handelsbyer Præstø, Vordingborg og Stege, i sidste uge på tur til Svendborg.

Citymanagere foran turisthus

Her blev de inspireret og fik perspektiv på, hvordan tingene gøres i den sydfynske købstad. Det var især Svendborgs evne til at holde store og mange arrangementer.

“De laver over 100 arrangementer om året, og er bare blevet gode til også at tiltrække nye store arrangementer. Fordi de som by har et godt brand,” siger citymanager for Præstø Rasmus Evind.

Vordingborg, Stege og Præstø skal nemlig forstærke deres i forvejen populære arrangementer og blive bedre til at tiltrække nye.

“Det der med at bruge sin by som platform og brande byen, om det er kvalitet eller mangfoldighed. Det har de været gode til i Svendborg.”

De tre citymanagere blev guidet af Anja Mia Haas, der er eventchef for Svendborg Event. Svendborg Event varetager en række sekretarietsfunktioner for blandt andet Svendborg Turistforening, filmprisen Svend og Shopping Svendborg.

“I Svendborg er de gode til at prioritere, hvad og hvilke arrangementer de medvirker i.”

Citymanager for Præstø – Rasmus Evind | Business Vordingborg

Udvikling af handelsbyerne

Citymanagerne er et projekt i Business Vordingborg.

Formålet med de tre citymanagere er at videreudvikle levende bymidter i kommunens købstæder. Det skal opnås gennem tiltrækning af nye erhvervsdrivende til de tre købstæder og gennem den rette sammensætning af butikker og restauranter.

Projektet har også fokus på kompetenceudvikling, digitalisering, service og samskabelse.

Det skal ifølge citymanagerne være attraktivt at handle, bo, besøge og drive erhverv i Vordingborg Kommune.

Der er tre citymanagere i Vordingborg Kommune. Tina Olsen er citymanager for Stege, Charlotte Stage er for Vordingborg, og Rasmus Evind er for Præstø. Sidstnævnte mener, at turen til Svendborg har givet særligt et konkret og brugbart initiativ.

“I Svendborg er de gode til at prioritere, hvad og hvilke arrangementer de medvirker i. Det er helt klart noget, vi skal tage med hjem. Det skal give mening, når vi er med i noget. Vi skal fokusere på større arrangementer som Fransk Forår og Tirsdagsmarked, der tiltrækker folk ude fra, der eventuelt også køber overnatning,” lyder det fra Præstøs citymanager.

Desuden skal citymanagerne også blive bedre til at understøtte spirende arrangementer, også selvom de ikke er direkte knyttet til handel.

“Hvis der er et arrangement som Høst Møn med 1000 deltagere, så skal de deltagere jo også handle. Og de tager måske til Stege og bruger nogle penge. Sådan nogle arrangementer kan skabe liv og trække folk herned,” siger Rasmus Evind.

Svendborg

“Vi kan jo sagtens tage noget stort og koge det ned.”

Citymanager for Præstø – Rasmus Evind | Business Vordingborg

Stærke kræfter

Svendborg er en større by end både Vordingborg, Præstø og Stege. Og kræfterne bag Svendborg Event er solide økonomisk set. For de tre citymanagere var det også en øjenåbner at se, hvad så store resurser kan føre til. Det betyder dog ikke, at Business Vordingborgs citymanagere vil haste ud og finde ekstra finansiering til deres foretagende.

“Vi er godt tilfredse med de puljer, som vi kan søge og har til rådighed. Desuden er der ikke lige så mange store virksomheder i vores nærområde, der er klar til at kaste en masse penge efter byudvikling,” siger Rasmus Evind.

Selvom Svendborg er større både fysisk og økonomisk, er der stadig ting de kan tage med fra besøget.

“Vi kan jo sagtens tage noget stort og koge det ned, siger Tina Olsen og fortsætter. Vi fik en masse gode og brugbare ideer med hjem, som vi på hver vores måde i hver vores fantastiske købstad kan bruge til noget i fremtiden.”

Citymanagere på gågade i Svendborg
Kasper Buur - Presse- og kommunikationskonsulent

Skrevet af Kasper Buur

Presse- og kommunikationskonsulent

T: +45 51 93 58 29

E: kb@businessvordingborg.dk

Tilmeld dig nyhedsbrev fra Business Vordingborg

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev