Efter to år med usædvanlig høj aktivitet forventer Dansk Industri, at aktiviteten i bygge- og anlægsbranchen bremser op. Det sker som konsekvens af prisstigninger på materialer, mangel på arbejdskraft og forsyningsproblemer. Hertil kommer også et stigende renteniveau. Byggebranchen frygter fyringer.
Det skriver Dansk Industri i deres byggeprognose for 2022 og 2023.
Hos Juhl Andersen og JA Huse, der ligger i Præstø, er kalenderen booket det meste af 2022. Til gengæld kan ejer Jess Juhl Andersen mærke en nedgang i nye ordrer og henvendelser fra nye kunder.
“Vi kan mærke det på efterspørgslen. Den er i nedgang. Sådan har det været siden januar, siger Jess Juhl Andersen, der oplyser at aktiviteten er faldet med cirka 30 procent i forhold til foregående år.”
Ejeren af Juhl Andersen og JA Huse frygter konsekvenserne for nedgangen i aktivitet.
“I værste fald betyder det fyringer.”
“Det er jo næsten helt flovt at sige, vi ikke tager mere ind for i år.”
Ejer Christian Birker | C.B. Entrepriser
Priserne stiger
Grunden til at nye kunder ikke henvender sig, er ifølge Jess Juhl Andersen prisstigningerne på materialer. Det er blevet betydeligt dyrere at bygge og renovere. I byggeprognosen forklarer Dansk Industri, at det især er priserne på varer som jern og stål, træ, tømmer og betonelementer, der trækker priserne for byggematerialer opad.
“Det er enkelte materialer, der er steget helt ekstremt. Men det betyder også, at det samlede prisniveau ikke er steget i lige så høj grad. Det første folk spørger om, når de ringer, er, om det er rigtigt, at materialerne er steget så meget. Så plejer jeg at give et bud for at se, om vi kan nå i mål med det, de drømmer om. De fleste projekter kan vi faktisk godt nå i mål med,” siger Jess Juhl Andersen.
Hos bygge- og anlægsvirksomheden CB Entrepriser A/S, der også ligger i Præstø, mærker de til gengæld ikke faldende interesse.
“Vi er fuldt bookede i resten af 2022, men regner med nedgang i 2023,” lyder det fra Christian Birker, der ejer C.B. Entrepriser.
Til gengæld mangler de kvalificeret arbejdskraft. Derfor vil en lille opbremsning være tåleligt for CB Entreprisers vedkommende, der i år har travlt.
“Det er jo næsten helt flovt at sige, at vi stort set ikke tager mere arbejde ind i år, når der er en kunde der ringer. Vi vil jo gerne passe de kunder vi har,” siger ejeren af CB Entrepriser A/S.
Dansk Industri forventer også, at opbremsningen kan lette presset på bygge- og anlægsbranchen, der ellers forventede massiv mangel på arbejdskraft.
“Vi må jo afskedige folk, hvis det kommer dertil.”
Medejer Bo Rasmussen | Entreprenørfirmaet Bo Rasmussens Eftf. A/S
Nødvendige fyringer
Ifølge byggeprognosen forventer Dansk Industri at beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen vil falde med ca. 2.300 personer i 2022 og 4.500 personer i 2023.
Bo Rasmussen, er medejer af Entreprenørfirmaet Bo Rasmussens Eftf i Stege, kan heller ikke se noget alternativ, hvis aktivitetsniveauet falder.
“Vi må jo afskedige folk, hvis det kommer dertil. Vores bemanding passer til det aktivitetsniveau, der er nu. Vi kan selvfølgelig tåle en lille nedgang, men ikke noget der er væsentligt. Så bliver vi nødt til at tilpasse os,” forklarer Bo Rasmussen.
Den mønske entreprenør forventer, at det høje aktivitetsniveau varer til udgangen af 2022.
“Og vi håber da på, at det fortsætter i 2023.”
Selvom Dansk Industri og byggebranchen frygter fyringer forventer de, at aktiviteten vil falde i løbet af 2022 og 2023, vil aktivitetsniveauet stadig være højt i forhold til tidligere.
Skrevet af Kasper Buur
Presse- og kommunikationskonsulent
T: +45 51 93 58 29