Inden længe skal bornholmerne være klar til havvindmølleparker og vedvarende energi. Folketinget har besluttet, at Bornholm fra 2030 skal være opsamlingssted for 3 GW grøn strøm fra havvindmøller, der stilles op i Østersøen ca. 15 kilometer fra Bornholm.
Derfor var borgmester i Bornholms regionskommune, Jacob Trøst, og 40 virksomhedsejere fra det bornholmske erhvervsliv på inspirationstur i Vordingborg Kommune. Ifølge borgmesteren, var de taget til sydsjællandske kommune for at se, hvad en servicehavn kan gøre i forhold til arbejdspladser og lokalsamfundet.
”Lige om lidt får vi en energi-ø på Bornholm, så vi vil gerne se, hvad det gør for lokalsamfundet. Det er meget inspirerende for at få sat nogle billeder på de ting, vi har læst om. Også i forhold til de fremtidsperspektiver, der er for Bornholm. Det er indtil videre fugle på taget med, hvad vi tror, der er af arbejdspladser i det. Her kan vi jo se helt konkret, at der er arbejdspladser i det.”
Besøget var arrangeret af erhvervsudviklingchef hos Business Vordingborg Thorsten Gregersen.
”Det siger noget om, hvor langt vi er kommet. Mange steder er potentialet ved grøn, vedvarende energi stadig ukendt. Men her kan de se, hvordan den fornyede aktivitet skaber liv i Klintholm Havn, og hvordan store industrivirksomheder inden for PtX er på vej til havnen i Vordingborg, fordi der er god adgang til vindenergi,” lyder det fra Thorsten Gregersen.
“Det er meget inspirerende for at få sat nogle billeder på de ting, vi har læst om. Også i forhold til de fremtidsperspektiver, der er for Bornholm.”
Jacob Trøst, borgmester | Bornholms Regionskommune
Imponeret over kommunen
Turen gik for den borholmske borgmester og erhvervslivet til havnen i Vordingborg, hvor man er i gang med en udvidelse for at gøre plads til de to PtX-virksomheder Arcadia eFuels og Vordingborg Biofuel.
Herefter drog følget videre til Klintholm Havn. Her var det svenske energiselskab Vattenfall vært for en rundvisning og oplæg om deres havvindmøllepark ved Kriegers Flak, som de servicerer fra Klintholm Havn.
Jacob Trøst var imponeret over Vordingborg Kommunes tilgang til de grønne virksomheder.
”Jeg kan jo se, at Vordingborg Kommune er medspiller på hele det her område. De er med til at skabe rammerne for erhvervet og for at tiltrække virksomheder, som vil være med til at udvikle grøn energi og bæredygtig energi.”
“Det handler jo om hele Bornholms udvikling med at få vindkraft, og hvad det kan medføre.”
Bjarne Hartung Kirkegaard, bestyrelsesformand | Nexø Havn
Bruger det lokale erhvervsliv
Bjarne Hartung Kirkegaard, der er formand for Nexø havns bestyrelse, var også med på inspirationsturen.
”Det handler jo om hele Bornholms udvikling med at få vindkraft, og hvad det kan medføre. Arbejdspladser og serviceaftaler. Det kunne være sjovt at få en serviceaftale på sådan en møllepark på 25-30 år,” lyder fra bestyrelsesformanden.
De mange bornholmske erhvervsfolk var desuden nysgerrige på, hvad det lokale erhvervsliv får ud af en servicehavn i forbindelse med en havvindmøllepark.
”Vattenfall i Klintholm Havn bruger en del af de lokale til forskellige ting. Det gør vi i høj grad. Selvfølgelig ikke til at servicere møllerne derude, men til mange af de der følgeting. Når der skal males i bygningen, når der skal gøres rent, og når der skal være mad på bordet, så er det lokale folk, vi bruger til de opgaver,” fortalte Arne Rahbek under rundvisningen hos Vattenfall i Klintholm Havn.
Skrevet af Kasper Buur
Presse- og kommunikationskonsulent
T: +45 51 93 58 29
E: kb@businessvordingborg.dk