fbpx

Udbyd mest muligt havvind hurtigst muligt

17. mar 2022 | Baltic Sea Offshore Hub, Erhvervsnyheder, Grøn omstilling, Klintholm Havn

Business Vordingborg, Vordingborg Kommune, Arcadia eFuels og Vordingborg Biofuel er gået sammen om et debatindlæg i mediet Altinget. Her opfordres til, at man udnytter havvind i højere grad end man gør nu.

3 erhvervsfolk og en borgmester går sammen om debatindlæg i mediet Altinget

I debatindlægget slår Bolette Christensen, Mikael Smed, Amy Hebert og Peter Stabell til lyd for at der er brug for en national energihandlingsplan Nu.

“Det er situationen i Europa, der kræver langt større og hurtigere udbygning på havvind.”

Ruslands invasion af Ukraine har gjort energipolitik til sikkerhedspolitik, og vi skal udnytte dette momentum af handlekraft til at udbygge massivt med grøn strøm, skriver Vordingborgs borgmester og erhvervs- og energiaktører i debatindlægget.

De skriver blandt andet:

”For nyligt meldte et bredt flertal i Folketinget ud, at vi hurtigst muligt skal gøre os uafhængige af den russiske gas.

Det er vi 100 procent enige i, og udmeldingen fra en række partier bekræfter, at vi har travlt, hvis vi både skal gøre os uafhængige af Rusland og samtidig nå 2030-klimamålene.

Af samme årsag vil vi nøje følge med, når partierne bag klimaaftalen i løbet af de kommende uger skal i gang med klimaforhandlinger og blandt andet udpege placeringen af de to nye havvindmølleparker.”

Peger på Kriegers Flak Nord/Syd

Lad os gøre det nemt at tage en beslutning, der hurtigt og effektivt kan realiseres.

Der er akut behov for mere havvind og området ved Kriegers Flak Nord og Syd i Østersøen er klar til at rumme endnu en havvindmøllepark.

I dag ligger Skandinaviens største havmøllepark allerede ved Kriegers Flak, og den drives meget succesfuldt af den svenske energi-gigant Vattenfall.

Det er på alle måder en succeshistorie, der bekræfter de mange fordele, som området ved Kriegers Flak har sammenlignet med andre lokationer i Danmark.

Området er allerede screenet og erklæret egnet, og derfor kræver det ikke lang tid eller mange undersøgelser, før en ny havmøllepark kan etableres. Tid er en faktor i processen, og valget af Kriegers Flak vil reducere planlægningsperioden betydeligt

Læs hele debatindlægget her

Denne artikel er skrevet af Søren Knudsen

Presse- og kommunikationsrådgiver

T: +45 20 40 95 92
E: sk@businessvordingborg.dk

Søren Knudsen

Tilmeld dig nyhedsbrev fra Business Vordingborg