Stort tillykke til otte Gazelle-virksomheder i Vordingborg Kommune

af | 24. apr 2025 | Erhvervsnyheder

Aktie- og anpartsselskaber og pengeinstitutter (uanset virksomhedsform) kan blive Børsen Gazelle-virksomhed. Enkeltmandsvirksomheder kan ikke udnævnes på grund af manglende adgang til regnskabsdata. Foto: Børsen Gazelle og Business Vordingborg.

Hvert år i november kårer Dagbladet Børsen de selskaber i Danmark, der over fire regnskabsår viser økonomisk vækst på mindst 100%. I 2024 har otte virksomheder i Vordingborg Kommune opnået at blive udnævnt som Børsen Gazelle-virksomheder. Business Vordingborg ønsker stort tillykke til alle otte.

Vagt- og sikkerhedsselskabet Upfront Security ApS fra Præstø er den Børsen Gazelle-virksomhed, der ligger højst placeret i Vordingborg Kommune i 2024 med en vækst på 1.142,26 procent over de seneste fire år.

Upfront Security har kørt på mere end 10.000 alarmer det seneste år og udfører alle former for vagt og overvågning; blandt andet på byggepladser, i butikker, droneovervågning, eventvagt og VIP-vagt.

 

Direktør og ejer hos Knudsen Extrusion Peter Rosenkrands

Upfront Security ApS i Præstø modtager Børsen Gazelle-prisen for sin høje vækst i perioden 2020-2023. Virksomheden forventer en tilsvarende høj vækst også i 2024 og 2025. Foto: Upfront Security. Illustration: Business Vordingborg / Kainø & Co.

Tillid, diskretion og respekt giver pote

Søren Winckler er chef for patruljeafdelingen i Upfront Security, hvor han samtidig er svigerfar til direktøren og i familie med flere af medarbejderne. Virksomheden er en familievirksomhed, der lægger vægt på de nære relationer, og Søren Winckler er ikke i tvivl om, at det er en af årsagerne til den høje vækst.

“Vi er stolte af Gazelle-titlen. Den er et bevis på, at det, at vi er et familiefirma, giver pote. Når du skal indgå et samarbejde med en vagttjeneste, er tillid selvfølgelig altafgørende. Vores kunders tillid er et personligt anliggende for os. Det er ikke bare noget, vi lægger fra os til fyraften. Det handler først og fremmest om den sikkerhed, som du lægger i vores hænder, men det er også et spørgsmål om den respekt og diskretion, som vi møder opgaven med. Vores kunder kan godt lide, at vi har en tæt kontakt,” siger Søren Winckler.

Upfront Security forventer at vækste mindst lige så meget i de kommende år som i de foregående år.

“Vi kan mærke, at trusselsbilledet generelt er stigende i Danmark, og så er der meget fokus på butikstyverier i øjeblikket,” siger Søren Winckler.

Kriterier for at blive Børsen Gazelle

Man kan ikke selv melde sig som kandidat til Gazelle-prisen. Dagbladet Børsen modtager data fra Experian, og virksomhederne bliver målt over fire regnskabsperioder for at komme i betragtning. For at blive Gazelle-virksomhed skal man opfylde en række objektive kriterier:

Nettoomsætning / bruttoresultat
Væksten måles som udgangspunkt ud fra nettoomsætningen. Opgives denne ikke i årsrapporten, benyttes bruttoresultatet. Når væksten måles med udgangspunkt i omsætningen, er kravet, at denne skal være mindst 1 mio. kr. i udgangsåret (det første år, der måles over). Hvis væksten i stedet måles med udgangspunkt i bruttoresultatet, er kravet, at dette skal være mindst 0,5 mio. kr. i udgangsåret.

Regnskabsperiode
Minimum fire regnskaber skal være offentliggjort. Virksomheder, hvor udgangsåret (det første år, vi måler over) er kortere end standard 12 måneder, og virksomheder, hvor slutåret (det sidste år, vi måler over) er længere end standard 12 måneder, frasorteres, da begge disse kategorier giver en uforholdsmæssigt høj vækst.

Krav til virksomhedsform
I undersøgelsen indgår kun aktieselskaber (A/S) og anpartsselskaber (ApS). Eneste undtagelse er pengeinstitutter, som deltager uanset virksomhedsform. Enkeltmandsvirksomheder kan ikke indgå i undersøgelsen på grund af manglende regnskabsdata.

Sammenlignelighed
Tallene i de fire år, der danner baggrund for udvælgelsen, skal være fuldt ud sammenlignelige, for at der kan beregnes en retvisende vækst. Virksomheder, der ændrer regnskabspraksis, således at resultat-tal mellem forskellige år ikke kan sammenlignes, frasorteres.

Driftsresultat
Driftsresultatet (resultat af primær drift) må godt være negativ i enkelte år, men summen af driftsresultater over de fire år skal være positiv.

Vækst
Væksten i nettoomsætningen (bruttoresultatet) skal være positiv i hvert af de fire år, der måles over. Væksten over hele perioden (fire år) skal minimum være 100 procent; altså en fordobling.

En ny, grøn Gazelle

Fra 2024 har Børsen som noget nyt indført grønne gazeller, hvor virksomheden skal opfylde ekstra kriterier, der handler om dokumentation af virksomhedens klimapåvirkning, for at komme i betragtning.

En grøn Gazelle gives til virksomheder, der i forvejen opfylder alle kriterierne for at modtage en klassisk gazelle, og derudover kan dokumentere reduktion af sit Co2-aftryk, som for kåringen i november 2024 måltes fra 2022-2023.