Industrivirksomheder i verdensklasse

af | 20. apr 2017 | Industri, Internationalt, Vækst

Komponenter til høreapparater og slanger og rør i termoplastiske materialer – det er blot nogle af de unikke produkter, der fremstilles i Vordingborg kommune og leveres til kunder i hele verden.

Nicheproduktion og eksport er kendetegnende for de industrivirksomheder, som er beliggende i Vordingborg kommune.

Placeringen i det sydsjællandske er optimal, når man lever af at producere varer, som kunder i hele verden efterspørger. Den gode infrastruktur, som bliver endnu bedre i de kommende år, fx med etableringen af en ny Storstrømsbro, gør det nemt at agere både nationalt og internationalt.

Også lydhørhed over for erhvervslivets behov spiller en stor rolle. For Insatech, der bl.a. producerer kalibreringsudstyr og måleinstrumenter til den maritime og pharmaceutiske branche, har dette haft stor betydning, da det var nødvendigt for virksomheden med store kunder som Novo og Mærsk at finde et nyt domicil.

Om den arbejdsproces har Jacob Møller, administrerende direktør, sagt:

”Vi har haft et godt samarbejde med Vordingborg Kommune og Vordingborg Erhverv. Vores ønsker er blevet opfyldt med en lokalplan, der skaber rammerne for at vækste i fremtiden. Sagsbehandlingen har desuden været hurtig og smidig, og det har haft afgørende betydning for den vækst, vi har haft.”

Fra Vordingborg kan man nå hele verden

Insatech har kunder i hele verden, men det er ikke den eneste industrivirksomhed i Vordingborg kommune med internationalt udsyn.

PPC Denmark og Corning Cabelcon er begge leveringsdygtige i konnektorer, der sørger for, at vi kan se tv og bruge internettet. Som en del af verdensomspændende selskaber har de hele Europa som marked.

GN Resound når også vidt omkring. Virksomheden sælger deres topmoderne høreapparater til mere end 80 lande, herunder USA, Tyskland, Australien og Japan, og det er i Præstø, at komponenterne til apparaterne bliver produceret. Det er der ifølge Morten Andersen, direktør for fabrikken i Præstø, en god grund til:

”Det er nogle meget vigtige komponenter, vi fremstiller her på fabrikken i Præstø. Nogen af dem udgør selve hjernen i høreapparaterne, og vi har et tæt samspil mellem os og forsknings- og udviklingsafdelingen i Ballerup. Så derfor er der ikke nogen besparelse i at få det lavet i udlandet. Man skal ikke altid tro, det er smartest at få det lavet i billigere lande.”

Eksport som omdrejningspunkt

Det internationale udsyn er også i front hos Palle Knudsen Kunststoffabrik. Virksomheden producerer bl.a. slanger, rør og fladbånd i forskellige dimensioner i termoplastiske materialer til olie- og gasindustrien, medicinal- og bilindustrien og til vindmøllefabrikanter.

Det har været en del af strategien i mange år at sprede sig geografisk og på flere kunder, og det har tilsyneladende været en god ide. I hvert fald blev Palle Knudsen Kunststoffabrik kåret som årets Gazelle af Børsen i 2014, og omsætningen i 2016 var rekordstor.

”Det handler om godt købmandskab og om at skabe relationer til kunderne. Der er meget konkurrence på markedet, men vi kan tilbyde hurtig levering, god kvalitet og speciel materiale-know how. Derfor er vi i stand til at vækste, hvor andre ikke er det”, har den administrerende direktør Peter Rosenkrands sagt om baggrunden for virksomhedens positive udvikling.

[su_box title=”Vil du vide mere om Vordingborg kommunes industrivirksomheder?” style=”soft” box_color=”#005997″ title_color=”#000000″ radius=”1″]

Læs mere i de uddybende artikler her:

Prisvindende nicheproduktion i Bårse (Om Insatech)

Vordingborg får hele Danmark på skærmen (om PPC Denmark og Corning Cabelcon)

Samfundssind giver overskud på bundlinjen (om Palle Knudsen Kunststoffabrik)

International virksomhed foretrækker lokal produktion (om GN Resound)

Læs også om Vandteknik A/S i Allerslev, der i tæt samarbejde med det amerikanske firma Piper Environmental Group er i gang med udviklingen af en helt ny type anlæg til rensning af vand:

Et stort marked for eksport af viden om vand (om Vandteknik ApS)

[/su_box]

 

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev