Gode virksomhedsbesøg i 2024

af | 19. dec 2024 | Erhvervsnyheder

​Borgmester i Vordingborg Kommune, Mikael Smed, har sammen med direktør i Business Vordingborg, Helene Urth, og kommunaldirektør Kristina Koch Sloth i løbet af de seneste år besøgt en lang række virksomheder i Vordingborg Kommune.

Trioen har netop været forbi Bryghuset Møn, og derudover har de besøgt blandt andre Viking Malt i Ørslev, Isle of Møn Spirits, lokale virksomheder i Klintholm Havn, Bisca, Cabelcon, Delicate Coffee i Stensved, Frederiksminde i Præstø og ingeniørvirksomheden Artelia i Vordingborg.

Efter de mange virksomhedsbesøg har borgmesteren for alvor fået kendskab til kommunens mangfoldige erhvervsliv.

”Vi har ikke en eller to store virksomheder, som udgør det overordnede billede af vores erhvervsliv. Her er en masse forskelligheder, som vi i kommunen skal kunne rumme. Og blive klogere på, hvad det giver af muligheder og udfordringer,” fortæller Mikael Smed.

Blandt de udfordringer borgmesteren, kommunaldirektøren og Business Vordingborg-direktøren har mødt under virksomhedsbesøgene, er det især arbejdskraft, som har været et tilbagevendende tema.

”Nu er vi ikke hårdest ramt omkring arbejdskraft i Vordingborg Kommune, men der er helt klart nogle udfordringer omkring kvalificeret arbejdskraft, som vi skal forsøge at forbedre sammen med erhvervslivet,” forklarer Mikael SMed, som desuden ser potentiale i rekruttering af internationale medarbejdere, som flere lokale virksomheder allerede har gode erfaringer med i dag. Derudover vil kommunen relancere hjemmesiden erhvervsplaymaker.dk, hvor folkeskoleelever kan finde erhvervspraktikpladser, så området kan få flere faglærte på sigt.

Business Vordingborg er desuden partner i det nationale talenttiltrækningsprogram, Kompetencer til et Grønt Danmark, som har til formål at højne det samlede niveau for tiltrækning, modtagelse og fastholdelse af arbejdskraft.

”Hver tredje rekruttering går i vasken og udover, at det er dyrt, så betyder det også, at virksomhederne ikke har de ideelle vilkår for at vokse. Derfor er det en vigtig problemstilling, som vi, sammen med erhvervslivet, skal forsøge at finde løsninger på,” lyder det fra Business Vordingborg-direktør, Helene Urth.

“Vi har mange dygtige virksomhedsledere i Vordingborg Kommune, som vi skal støtte op om og lade blomstre yderligere bedst muligt.”

Helene Urth | direktør, Business Vordingborg

​Kommunal sagsbehandling

Generelt har Mikael Smed, Kristina Koch Sloth og Helene Urth under deres virksomhedsbesøg oplevet, at de fleste virksomheder overordnet har været tilfredse med kommunens sagsbehandling. Men ind i mellem støder de også på udfordringer.

”Der er enkelte tilfælde, hvor kommunen og virksomhederne går skævt af hinanden. I nogle af tilfældene kan vi lære af de konkrete forløb, men min opfattelse er også, at ofte handler det om, at vi skal være bedre til at kommunikere og forventningsafstemme,” fortæller Kristina Koch Sloth.

Men virksomhedsbesøgene har også for alvor afsløret de mange positive og gode historier, med virksomheder som vokser og skaber arbejdspladser og aktivitet i kommunen. Delicate Coffee, som Mikael Smed besøgte i 2023, har i år modtaget en Børsen gazelle for virksomhedens store vækst gennem de seneste fire år. Hos Isle of Møn Spirits kunne indehaverne Uffe og Sara Skaaning Lind fortælle om deres kontakt og eksport til USA.

”Vi har mange dygtige virksomhedsledere i Vordingborg Kommune, som vi skal støtte op om og lade blomstre yderligere bedst muligt. Derfor er fantastisk at komme på besøg hos så mange forskellige og blive klogere på deres behov,” sige Helene Urth.

Virksomhederne sætter også pris på at få besøg af kommunen og Business Vordingborg. Sådan lød det fra Sara Skaaning Lind, da Isle of Møn Spirits var vært for Mikael Smed, Helene Urth og Kristina Koch Sloth tilbage i maj.

”Det er fedt at opleve, at der er interesse for det vi laver. Og det var fedt at vise vores virksomhed frem, for det kan være svært at forestille sig, at det hele laves håndholdt og forstår processen,” sagde Isle of Møn Spirits medejeren.

“Det har været spændende at følge den udvikling, som Bryghuset Møn har gennemgået. Fra Luffes gård i Stege til markant større rammer her uden for byen viser at bryghuset formår at vokse og ved, hvad det kræver at nå dertil.”

Mikael Smed | borgmester, Vordingborg Kommune

Bryghusbesøg

Under det seneste besøg hos Bryghuset Møn, hvor han sammen med direktør i Business Vordingborg, Helene Urth, og kommunaldirektør Kristina Koch Sloth kunne opleve bryghusets nye lokation lige uden for Stege på Møn.

”Det har været spændende at følge den udvikling, som Bryghuset Møn har gennemgået. Fra Luffes gård i Stege til markant større rammer her uden for byen viser at bryghuset formår at vokse og ved, hvad det kræver at nå dertil,” sagde Mikael Smed efter besøget.

Bryghuset Møn er et lokalt mikrobryggeri, som primært sælger øl til caféer og restauranter, som er ejet af Thomas Stecher, David Jensin og Kasper Bøgelund. Bryghusets nye rammer på Kostervej 35, skaber muligheder for større produktion. Det kan vise sig snart at blive aktuelt, da har vi sendt prøveordre afsted til Kina, for at undersøge om tilladelser kan lade sig gøre og om flaskerne overlever turen.

”Det har spændende perspektiver, da det jo potentielt kan åbne et helt nyt marked for os. Hvis prøveordren overlever, er vi klar til at sende150.00 flasker afsted,” fortalte medejer Thomas Stecher.