
Vordingborg Kommunes Økonomiudvalg sætter nu erhvervsstof som et fast punkt på agendaen. Det besluttede et enigt udvalg i januar, og vil derfor fremover have emner om erhvervsudvikling, -præstationer og -venlighed som et fast punkt på dagsordenen ved deres møder.
Forslaget kommer fra borgmester Mikael Smed, der ønsker at styrke fokus på den generelle udvikling inden for erhvervsområdet.
”Det betyder, at vi tættere kan følge aktuelle sager fra erhvervslivet, eller kommunens afdelinger som vedrører erhverv, og forholde os til hvorledes vi eventuelt kan optimere. Derudover får vi mulighed for at høre fra Business Vordingborg og erhvervsforeningen, hvor der er udfordringer eller indsatsbehov. På den måde bliver det langt nemmere at følge op på erhvervslivet i Vordingborg Kommune,” siger Mikael Smed.
Udvalget vil desuden blive orienteret om andre relevante emner, såsom udbud og samarbejde med lokale virksomheder om byggeopgaver. Initiativet skal sikre en mere aktiv og åben dialog om erhvervslivet i kommunen. Efter hvert udvalgsmøde vil det aktuelle emne blive kommunikeret via LinkedIn, Vordingborg Kommunes nyhedsbrev eller andre relevante kanaler.
Der er allerede udarbejdet forslag til emner for 2025. På næste økonomiudvalgsmøde skal direktør i Business Vordingborg, Helene Urth, afrapportere og fortælle om erhvervsfremmeorganisationens aktiviteter i 2024.
I marts sættes fokus på brugertilfredshed inden for miljøområdet og byggesagsbehandling samt udviklingen i nye virksomheder, konkurser og beskæftigelse.
April bringer en analyse af lokale erhvervspræstationer fra IRIS Group samt en status på Erhvervsmasterplan 2030. I maj og juni er der orientering fra Business Vordingborg samt en gennemgang af bosætningstendenser. Efter sommerferien vil beskæftigelse, arbejdsudbud og halvårsstatus fra Business Vordingborg være på dagsordenen.
Oktober sætter fokus på DI’s vurdering af den lokale erhvervsvenlighed, mens november følger op på Erhvervsmasterplan 2030. Året afsluttes i december med en opsamling på årets resultater.