Erhvervsprisvinderne er fundet

af | 8. feb 2024 | Erhvervsnyheder

Vinderne af Erhvervspris 2023 er fundet efter den store erhvervsprisuddeling torsdag aften på Stars i Vordingborg. 

Proplast modtager Erhvervsprisen 2023 for betydelig vækst det seneste år og fortsat at formå at udvikle virksomheden i en positiv retning. Prisen blev overrakt til ejer og direktør Peter Rosenkrands af borgmester i Vordingborg Kommune Mikael Smed. Det kan nu konstateres efter en aften i prisuddelingens tegn. 

Proplast ligger i Præstø og producerer og ekstruderer blandt andet slanger og rør i plastkomponenter. Virksomheden har 25 produktionslinjer, der ekstruderer rør, slange og profiler i mange former og størrelser. Plastkomponenterne sælges til industri, medicinal-, vindmølle-, bil- og fødevareindustrien. 

I motiveringen for prisen sagde Mikael Smed på vegne af dommerkomiteen: 

”Erhvervsprisen tildeles i år en virksomhed, der har oplevet betydelig vækst i 2023. Virksomheden har vist en imponerende evne til kontinuerlig fornyelse, hvilket har bidraget til dens vedvarende succes gennem årene. De seneste år har virksomheden udvidet sit forretningsområde med to nye søjler og har også gennemgået en navneændring. Det er en virksomhed som driver godt købmandskab og har fokus på gode værdier.” 

”Selvom det er ti år siden, at virksomheden sidst modtog Erhvervsprisen, har Dommerkomiteen lagt vægt på, at vi i dag står over for en nærmest nyskabt virksomhed,” sagde borgmester Mikael Smed, da han overrakte Erhvervsprisen til Peter Rosenkrands.

Det var en beæret Peter Rosenkrands som modtog Erhvervsprisen:

“Det er en ære både for mine medarbejdere og mig selv som virksomhedsejer og leder, at vi sammen får den anerkendelse. Der bliver lagt mærke til vores strategi og forandring, og den rejse vi er på. Anerkendelsen forstærker troen på, at det vi gør, er det rigtige. Vi er ikke færdige med at udvikle os, og jeg håber at stå her igen om 10 år og modtage en ny pris. For så har vi gjort det rigtige. Så har vi fastholdt virksomheden og arbejdspladserne i Præstø og udviklet os i et samfund som er i forandring. Hvis det lykkes, kan jeg kun være tilfreds. Det er altid en forandring, når du går fra at være direktør til at være ejer. Den rejse har været spændende, og jeg er superglad for, at det også bliver anerkendt.”

Erhvervsprisen i Vordingborg Kommune uddeles hvert år til en virksomhed, der har gjort en forskel. I 2022 modtog svenske Vattenfall Erhvervsprisen. 

Prisen uddeles af Vordingborg Erhvervsforening, Vordingborg Kommune, Møns Bank, Lollands Bank og Business Vordingborg.

Dommerkomiteen havde nomineret Colourplus, Asfaltsjakket og Proplast.

“Det er en ære både for mine medarbejdere og mig selv som virksomhedsejer og leder, at vi sammen får den anerkendelse. Der bliver lagt mærke til vores strategi og forandring, og den rejse vi er på.”

Peter Rosenkrands | Ejer og direktør, Proplast

Direktør og ejer hos Knudsen Extrusion Peter Rosenkrands

Bæredygtighedsprisen til August Hage 

Den Grønne Pris har i år skiftet navn til Bæredygtighedsprisen. Den blev uddelt for tredje gang, og tre virksomheder var nomineret til prisen.

Det var Bryghuset Møn, August Hage med Oremandsgaard Gods og North by Heart. Vinderen af Bæredygtighedsprisen blev August Hage og Oremandsgaard Gods.

Filialdirektør Finn Pedersen fra Lollands Bank i Vordingborg sagde blandt andet i begrundelsen for at give Bæredygtighedsprisen til August Hage og Oremandsgaard Gods:

”August Hage vinder Bæredygtighedsprisen, fordi han har formået at tilføre bæredygtige forretninger til sin virksomhedsportefølje, holdt fast i det økologiske landbrug på gården og samtidig haft overskud til at gennemføre et 90 hektar stort hydrologiprojekt på Gl. Oremandsgaard, hvor frøer og fugle i dag boltrer sig i tusindvis. Godsejeren har desuden etableret et helt erhvervskollektiv på godset, og skabt muligheder og netværk for små lokale erhvervsdrivende. August Hage balancerer mesterligt forretninger og ansvar for det omkringliggende samfund og miljø, og derfor vinder han og Oremandsgaard Gods Bæredygtighedsprisen 2023.”

August Hage var glad for at modtage prisen:

”Det kommer helt bag på mig, at folk lægger mærke til de ting, vi lykkes med. Vi føler selv i hverdagen, at der er mange som ikke lykkes. Vi er rigtig mange på det hold, som er Oremandsgaard i dag, så det føles dejligt at kunne give ros videre til dem. Og vise, at det hele gør en forskel. Vi prøver at udnytte mange samarbejder i forhold til at udnytte den tomme kapacitet, vi har haft på godset. Nu nærmer vi os et punkt, hvor vi er ved at løbe tør for plads. Så det føles som om, vi er på rette vej, og prisen er et kæmpe skulderklap.”

“Vi er rigtig mange på det hold, som er Oremandsgaard i dag, så det føles dejligt at kunne give ros videre til dem. Og vise, at det hele gør en forskel.”

August Hage | Godsejer, Oremandsgaard Gods

Ejer og direktør hos Knudsen Extrusion Peter Rosenkrands med gæster fra Vordingborg Erhvervsforening

Overraskelsesprisen til Eboating 

Aftenens tredje pris var den såkaldte overraskelsespris. Overraskelsesprisen er en pris, som kan gå til en virksomhed, en person, et projekt eller lignende. 

Denne pris er især speciel at uddele, da det ikke på forhånd er givet, at det skal være en virksomhed, som ved de andre to priser. 

I år blev prisen overrakt af erhvervschef i Møns Bank, Bart Gyldenløve Roetink, til virksomheden Eboating i Kalvehave, som producerer elektrificerede ribgummibåde, ombygger eksisterende benzindrevne både til el og servicerer påhængsmotorer fra Torqeedo. 

Bart Gyldenløve Roetink sagde blandt andet i begrundelsen for valget af Eboating: 

”I år tildeles Overraskelsesprisen til en virksomhed, der har slået rødder på Kalvehave Havn. Prismodtageren har formået at skabe produktinnovation i verdensklasse og skabt en unik vare, som ikke findes andre steder. Prisvinderen er Gert Larsen med virksomheden Eboating, som har formået at samle nogle af verdens bedste og mest effektive el-ribgummibåde. El-gummibådene skal sælges i hele Europa, og Eboating har nyligt indgået en aftale med en af verdens største producenter af gummibåde. Med sin ydmyge tilgang, store personlige engagement og kærlighed til sejlsporten har Gert Larsen skabt Eboating ud af nærmest ingenting og givet aktivitet og arbejdspladser i vores kommune, og vi håber, der ligger et stort eksporteventyr og venter i horisonten.”

Gert Larsen havde desværre ikke mulighed for at deltage, men han modtog tidligere på ugen Overraskelsesprisen over en fjernforbindelse:

“Det er jeg superglad for. Jeg har været en énmands-hær de seneste fem år. For fem år siden rystede folk lidt på hovedet over, hvad det var jeg gik og rodede med. Nu har vi fået partnere og nye medejere med. Og der er sket en koloenorm vækst. Vi er gået fra en énmandshær til, at vi har tre afdelinger nu. Og det er jo fantastisk.”

Udsolgt arrangement 

Det var en komplet udsolgt erhvervsprisfest, hvor 120 deltagere oplevede prisuddelingen, der fandt sted på Stars i Vordingborg. 

Gæstetalerne ved den kombinerede nytårskur og erhvervsprisuddeling var Clevers direktør Casper Kirketerp-Møller, der talte om om arv og hvordan Clever har erstattet magthierarkiet med et formålshierarki, og i dag driver en milliardvirksomhed med 350 kollegaer uden chefer.

Fremtidsanalytiker Christiane Vejlø gav i sit indlæg alle fremmødte et aktuelt indspark i debatten om forholdet mellem mennesker og kunstig intelligens.

Det store publikum kunne også høre årets nytårstale fra Vordingborg Erhvervsforenings formand Jacob Møller.

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev